Saa tidt jeg Dig har paakaldt, som min Muse,
Og huldt ved Dig flød Verset fra min Pen;
Det var som Vingeslag jeg hørte suse,
Der sendte Ord og Tanker til mig hen.
Dit Øie har jo lært den Stumme tale,
Og Dorskhed selv at flyve høit mod Sky;
Har Granskeren ført bort fra Lærdoms Sale,
Og har kaldt svunden Livslyst frem paa Ny.
Dog meest af Alt er Dit, hvad jeg frembringer;
Ved Dig det fødtes, vaktes ved Din Gunst —
I Andres Digt Du vel gav Stilen Vinger,
Og adled Konstens Værker ved Din Konst —
Men Du er al min Konst — alt Ophav, Livet,
Al Evne Du min ringe Kraft har givet!