Med Haaret fuldt af Roser
sad NABUCHODONOSOR
bag spækket Dyrebrad —
hans Vom var overmaade stor,
den hviled paa det halve Bord —
dog var han ikke glad.
Hans fede Fingre pegte:
Gaa væk med alt det stegte
og dette kogte Kød!
Min Bug er snart for stort et Læs,
nu vil jeg bare æde Græs —
i Ny og Næ en Nød.
I Guldstol bar de Knarken
og lagde ham paa Marken
blandt Blomster hvide, blaa —
saa blæste de i lange Horn,
mens Kongen bed af Græs og Korn
og slikked Dug af Straa.
Hans Dronning MAJMAJMABLING,
en killingagtig Skabning,
gik langs det vaade Hegn
i drueblaat Gevandt
med Kongens Livdrabant
mod Aftenskovens Egn —.
Og Grenes Dugvæld dryssed,
hver Gang de heftigt kyssed —
men over dunkelt Korn,
hvor NABUCHODONOSOR
sov paa de knuste Roser
steg Maanens skønne HORN — —.