Det skumrer langsomt i den rige Stue —
fjærnt ringer Bronceklokker i „VOR FRUE“,
og røde Aftenskyer tungt sig taarne
af Solnedgangens Kobberstøtter baarne.
Den Syge rejser sig fra Silkepuden
og ser mod Æbletræets Gren bag Ruden,
som Aftenbygens store Draaber vasker —
den blomsterfyldte Gren mod Ruden basker.
De magre Fingre famle svagt om Koppen —
med Møje holder han sig fast i Stroppen.
Og grønne Flaskers syrlige Essenser
har fyldt det lumre Rum til sidste Grænser.
Hans Hoved segner tungt mod Silkepuden —
hvad rager ham den nye Vaar bag Ruden
og Aftenbygens Stænk fra vaade Pile —
han længes bare efter helt at hvile,
Aa, slippe Livet helt af sine Hænder —
den Mund, der én Gang bed med stærke Tænder,
nu mimrer den med sine sunkne Gummer
en sidste Ed, der med et Gisp forstummer.
Blidt kalder Bronceklokker i „VOR FRUE“,
og dybere blir Mørket i hans Stue —
med Maanesølv er Himlens Blaa forseglet —
det funkler sælsomt i Rococcospejlet —.
Da aabner han de store, trætte Øjne —
det var som blev hans Kind af Hænder strøgne —
hvor kom den fra, den svage, friske Brise,
der bringer Feberhjærnen kølig Lise —.
Sin Albu støtter han mod Hovedpuden —
thi se — i dette Skær fra Maaneruden —
et Kvindehovede med Ørenlokker —
fra yndig Øreflip de gyldent rokker —
Og Kvinden stiger op af Maanens Vande
og kysser tyst og ømt hans Kind og Pande —
— som Sommerregn i Hundedages Tørke,
som Rosers Duft i øde Stuers Mørke —.
„Alverdens Kvinder gav Du Graad og Smærte,
jeg var den eneste, der saa Dit Hjærte —
nu skumrer det, og Stjærneduggen falder —
DON JUAN, det bliver Nat — og Mørket kalder — —“,
Det gamle Sølvurs Toner spinkelt klingre —
i Mørket spiler han de stive Fingre —
et henrykt Smil sig breder om hans Læbe,
saa synker mod hans Bryst den slappe Kæbe —.
Den tørre Strubes rustne Lyd forstummer —
i vidløs Latter gaber Grevens Gummer,
og Fluer kravle paa de sprukne Læber,
hvis Skum om deres Stankelben sig klæber —.
— Der er saa stille nu i Dødens Stue,
thi alle Klokker tie i „VOR FRUE“ —.