Regnen knuses mod det røde Tag,
Blæsten fylder Gaarden med sit Brag.
Hvorfor tænker jeg paa Dig i Dag —
Vibeke —.
Sprang en Sølvstreng i den glemte Luth —
eller var det Isen, som blev brudt
i en Sjæl af Glæden længst forskudt — —.
— — —
Alle Strænge brast paa Luthens Brædt
uden én, der dirrer spædt og let,
som en Barnegraad bag Puder grædt —
Vibeke — Vibeke — —.