Med Haaret fuldt af Roser
sad Nabuchodonosor
bag spækket Dyrebrad.
Hans Vom var overmaade stor,
den hviled paa det halve Bord —
dog var han ikke glad.
Hans fede Fingre pegte:
Gaa væk med alt det stegte
og dette kogte Kød!
Min Bug er snart for tungt et Læs,
nu vil jeg bare æde Græs —
i Ny og Næ en Nød.
I Guldstol bar de Knarken
og lagde ham paa Marken
blandt Blomster hvide, blaa —
saa blæste de i lange Horn,
mens Kongen bed af Græs og Korn
og slikked Dugg af Straa.
— — —
Hans Dronning Majmajmabling
en killingagtig Skabning
gik langs det vaade Hegn
i drueblaat Gevandt
med Kongens Livdrabant
mod Aftenskovens Egn.
Og Grenes Dugvæld dryssed,
hvergang de hæftigt kyssed —
men over dunkelt Korn,
hvor Nabuchodonosor
sov paa de knuste Roser
steg Maanens skønne Horn.