Bag Hyacinther summer sløvt
en Vinterflue.
I Himmelsengen strækker sig
en sydlandsk Frue,
og Silketæppet runder sig
om Knæets Bue.
Ak, Luften er saa tung af Sol
og blaa Violer.
I Nabostuen Fruens store
Kat sig soler
og lister Morgentur paa Potiphars
Reoler.
Den Blomsterduft, den Foraarssol
i samme Stue.
Det unge Blod, det tunge Blod
er svært at kue —
frem under Tæppet kommer nu
et Knæ til Skue.
Hun køler Kinderne med Spejlets
Sølverkulde.
Som Æbler er de — ja, af Saft
og Sødme fulde.
Men Silkesærken dækker ej
alt, hvad den skulde.
Hun gaber højt og kaster sig
i Himmelsengen;
— Haanden napper dovent op
om Klokkestrængen,
og flux ind over Tærsklen triner
Jødedrengen.
Hvor er han smuk! En Hage stor
og mandigt krummet.
Og Øjnene — med dugget Skær
af Himmelrummet,
hvor Maanebaaden vugger sig
paa Stjærneskummet.
Den Foraarssol, den Blomsterduft
i samme Stue,
det runde Knæ, der stilles dèr
saa frækt til Skue —
det klemmer sælsomt i hans Hals,
han stammer: »Frue —«.
»Kom nærmere, min Ven,« hun hvisker
utaalmodig.
Og nærmere han kommer — nær —
thi han er modig.
Men Kinden, Jakobs dyre Søn,
er purpurblodig.
Da river han med ét sig løs,
saa Sølverkoppen
hen over Gulvet tumler sig
med Bump og Hoppen.
Det eneste Fru P. beholdt
var Selestroppen.
Han styrted ud — kun bort, kun ud
fra denne Stue,
der var som selve Satans Ild
i Helveds Grue —
O Jakobs dyre Søn, Din egen
Sjæl var Lue.
— — —
Med flere Buler faldt til Ro
omsider Koppen.
Men Fruen hulked, saa hun skjalv
i hele Kroppen
og sparked Tæppet af og bed
i Selestroppen.