Vinden jager den blygraa Sky,
hujer i skumle Porte.
Klokkerne runger med Dommedagsgny
dumpt over Kisten den sorte.
Kisten skjuler Dit brudte Ler,
Ewald, af Sorgen hærget.
Dranker, Drømmer og barnlige Sind,
blev Du paa Golgatha bjærget?
Svirebrødrenes Galgenhob
gyser ved disse Klokker.
Følget synger en rusten Sang,
blottede Hoveder rokker.
Mulden buldrer mod Kistens Brædt,
Ler skal med Leret bole.
Solen gnistrer i Messing og Staal,
springer i tusind smaa Sole.
Fugle basker med tunge Slag
langsmed de graa Facader.
Aftenen kommer med Suk og Sus,
køler de krogede Gader.
— — —
— — —
I Hørkræmmer Ribers kalkede Gaard
sidder den sølvgraa Madamme,
svøber sig i det ostindiske Sjal,
stirrer i Ovnens Flamme.
Ewalds Arendse, hærget af Aar,
elfenbensgusten at skue —
Kindernes Gulddun blev fattige Haar —
forvitret blev Læbernes Bue.
Hun sidder med tomt og stirrende Blik
og Hænderne folded’ i Skød —
ser kun hin sænkede Sorgens Profil
gusten og haabløst død.
Bliver saa træt af Tankernes Tog,
pusler i Skuffer og Skrin,
glatter med mager, hvileløs Haand
nystrøget, køligt Lin.
— — —
Saa pikker Hr. Riber paa Dørens Karm,
hans Smil er som blanke Penge.
Snart ligger det værdige Ægtepar
lunt i de brede Senge.
— — —
Kræmmeren snorker i Maanens Skin
gabende tomt som en Karpe —
lytter Du søvnløs Arendse — Arendse —
til Stormens durende Harpe — —.