Bag Hyacinther summer sløvt
en Vinterflue.
I Himmelsengen strækker sig
en sydlandsk Frue —
og Silketæppet runder sig
om Knæets Bue.
Ak, Luften er saa tung af Sol
og blaa Violer.
I Nabostuen Fruens store
Kat sig soler
og lister Morgentur paa POTIPHARs
Reoler.
Den Blomsterduft, den Foraarssol
i samme Stue —
Det unge Blod, det tunge Blod
er svært at kue —
frem under Tæppet kommer nu
et Knæ til Skue.
Hun køler Kinderne med Spejlets
Sølverkulde.
Som Æbler er de — ja, af Saft
og Sødme fulde —
Men Silkesærken dækker ej
alt, hvad den skulde.
Hun gaber højt og kaster sig
i Himmelsengen —
— Haanden napper dovent op
om Klokkestrængen —
og flux ind over Tærsklen triner
Jødedrengen.
Hvor er han smuk! En Hage stor
og mandigt krummet —
og Øjnene — med dugget Skær
af Himmelrummet,
hvor Maanebaaden vugger sig
paa Stjærneskummet.
Den Foraarssol, den Blomsterduft
i samme Stue,
det runde Knæ, der stilles dér
saa frækt til Skue —
det klemmer sælsomt i hans Hals,
han stammer: Frue — —.
Kom nærmere, min Ven, hun hvisker
utaalmodig —
og nærmere han kommer — nær,
thi han er modig —
men Kinden, JAKOBs dyre Søn,
er purpurblodig — — —.
Da river han med ét sig løs,
saa Sølverkoppen
hen over Gulvet tumler sig
med Bump og Hoppen —
det eneste FRU P. beholdt
var Selestroppen —.
Han styrted ud — kun bort, kun ud
fra denne Stue,
der var som selve SATANs Ild
i HELVEDs Grue —.
O JACOBS dyre Søn, Din egen
Sjæl var Lue — —.
Med flere Buler faldt til Ro
omsider Koppen.
Men Fruen hulked, saa hun skjalv
i hele Kroppen
og sparked Tæppet af og bed
i Selestroppen.