Det er som jeg svømmed alene
paa tusinde Favne Vand.
Havgusen isner omkring mig
og skjuler det fjærne Land.
Jeg hører min Barndoms Klokker
over det dybe Vand —
jeg hører Din hulkende Stemme,
hvor er Du, staar Du paa Land.
Jeg hører min Barndoms Klokker,
de ringer saa fjærnt og blidt,
de kalder paa Barnesjælen,
der længtes tilbage tidt.
Mine trodsende Hænder segner,
jeg synker i Bølgernes Brus.
— Venter I mig dernede
i Dødens skumrende Hus —.
Jeg hører de fjærne Klokker
højt over Havets Bund —
det er ikke Klokker, der kalder,
det er Din klagende Mund.