Du læner Dig let til min Skulder,
i Skumringens Time vi gaar.
Som en Helgenglorie lyser
Dit gyldne, krusede Haar.
Jeg knuger Din Arm fortroligt,
Du smiler lykkeligt, blidt —
i Skumringen lyser imod mig
Dit Ansigts dæmpede Hvidt.
Jeg gaar og ser paa Dit Ansigt,
paa Din skønne levende Mund —
da stiger der dump og mægtig
en Dønning fra Sjælens Grund.
Den fylder mig helt med sin Rasen,
jeg kommer „de andre” i Hu —
Saadan har andre gaaet med Dig,
saadan som jeg gaar nu.
Jeg ser de hæsligste Syner,
jeg ser Dig kærlighedskaad,
jeg ser Dine dejlige Øjne
dugges af Kærlighedsgraad — —.
Min Mandssjæl rystes og raser,
min Tanke blir bedsk og ond —
jeg kæmper mod Hadets Dønning,
der svulmer fra Sjælens Bund.
Jeg bider min Læbe i Stykker,
min Pande blir vaad1 og hed.
Trodsig knytter jeg Næven
mod Livets Hjærteløshed.
— — —
Jeg hader og elsker de Døgne,
der modned Din dejlige Sjæl.
Mit Hjærte, snart er Du i Himlen,
snart knuser Dig Satans Hæl.