Jeg drømte, Din døde Elsker
stod i min Stues Rum
og rakte de gulnede Hænder
mod Dig, der stod skælvende, stum —
og greb om Dit fine Haandled
og kyssed Din blege Mund
og strøg med begærlige Fingre
over Armen kælen og rund.
Du bøjed Dit Hoved bagover
og kæmpede mod hans Tag —
saa sank Du sukkende mod ham,
kærlighedssvimmel og svag.
Jeg raabte Dit Navn imod Dig,
Du skjalv, slog Øjnene ned —
Dine Suk blev kvalt i Kærtegn,
hans Mund om Din Læbe bed.
Jeg hørte hans brustne Stemme
sejrrigt hviske Dit Navn:
Jeg ejer Dig — jeg — jeg, den første,
der skjalv i Din Jomfrufavn.
Jeg drømte, Din døde Elsker
holdt Dig i Favnen fast,
da vaagned jeg ved at mit Hjærte,
mit voldsomme Hjærte brast.