I Raadhushallens havblaa Skumring staar Du
i Bronce støbt — en slank og frejdig Fyr.
Dit Drengehoved bærer Løjtnantshatten,
Din Drengetanke er af Ungdom yr.
Her drømmer Du i Hallens tyste Skumring
i Evighed Din stolte Broncedrøm,
der er som salte Stormes djærve Brusen,
der er som klare Bølgers tunge Strøm.
Mit danske Hjærte banker tungt begejstret,
hvergang jeg ser Din Bronce, Willemoes.
— Jeg ser Dig staa paa Flaadebatteriet
indhyllet i Kanoners sortgraa Os.
De klare Øjne spejder op i Vejret
mod Nelsons „Elefant”, der gaar paa Rov.
Igennem Taaget brøler Malmkanoner,
og Jærnet furer Vandet som en Plov.
Jeg ser Dig gaa paa bonetblanke Gulve
med frejdigt Sømandssmil i Mundens Vig
og træde djærvt i Dameslæbets Bølger,
mens Øjet glimter i den kaade Krig.
Jeg ser Din brune Næve varsomt klemme
en Pigemidjes sarte Silkestof —
to Læber skælver svagt og søger Dine,
Du smiler sejerslystig til Din Slof.
— — —
Det var en Foraarskvæld ved Sjællandsodde,
Du stod paa Linieskibets høje Skanse,
saa’ Engelskmandens statelige Skuder
med Sejersdundren over Søen danse.
Da brast Dit Drengeblik, da tav Dit Hjærte,
da vaklede Din senestærke Fod,
med Blodets røde Flæderstegn paa Brystet
Du segned som en Eg med søndret Rod.
Ja, som en Eg, der stærk af unge Safter
mod Himlen skyder med sin grønne Top —
et herligt Tømmer, stærkest Træ i Skoven,
som ingen Vinterstorm kan rykke op,
kun Dødens Økse kan det grusomt fælde —
O Egetræer blandt sygt forkrøblet Krat!
Men nye Ege kan af Bunden spire
og næres sødt af Dug i Mindets Nat.