Saa tidt jeg hører de buldrende Trommer
og Messingtrompeternes Gny,
knuger jeg Haanden, som bar den et Værge,
der vandt sig uvisnelig Ry.
Er det Minder i Sjælen om Fædrenes Fejder,
eller Ridt under Dannebrogs Dug,
til de segned af Hesten, og Hjærteblodet
væded den groende Rug.
De lystige Trommer skramler og buldrer,
saa stemmer Trompeterne i.
Vinduer aabnes, Ansigter ler
ved den smældende Krigsmelodi.
Det er Garden, der kommer — med Bjørneskindshuer
og skinnende hvidt Bandolér.
Soldaternes Øjne, som brogede Perler,
stift frem under Skindhuen ser.
Og lurvede Fyre mod Fliserne tramper
i Takt med Trompeternes Gny.
Hvad er det, der ildner dem — lystigt og hedt,
saa de ranker sig kække og kry —
og Smaadrenge skræver med vældige Skridt
over Stenbroens toppede Sten,
for at vandre i samme tungt drønende Takt,
som Gardisternes himmelblaa Ben.
De drejer om Hjørnet. Trompeternes Skingren
blir døvet af Storbyens Larm.
Stupigen lukker langsomt sit Vindu,
staar længe ved Vinduets Karm.
Godtfolk vender tilbage til Døgnet —
det var Garden, der drøned forbi
med Bjørneskindshuer og hvidt Bandolér
til en skingrende Krigsmelodi.
Er det Minder i Sjælen om Fædrenes Fejder
med Klinger, der længst gik af Brug,
er det Minder om Fædrenes trofaste Ridt
under Dannebrogs pjaltede Dug —
men saa tidt jeg hører de buldrende Trommer
og Messingtrompeternes Gny,
knuger jeg Haanden, som bar den et Værge,
der vandt sig uvisnelig Ry.