Du luder tungt Dit skønne Broncehoved
og skuer langt ud over Parkens Trær,
langt over Petri Kirkes gyldne Hane,
der baskende det fromme Guldkors bær.
Du ser langt ind i Himlens fjærne BIaanen
med roligt, stjærnekøligt Vismandsblik —
har ingen nyfødt Morgen rørt Dit Hjærte
til Svulmen ved sit gyldne Solskinsstik?
Se, Krager flakser rundt paa sorte Vinger
og sætter sig paa Lindens nøgne Gren,
og trinde Maager staar i dybe Tanker
paa deres rosenrøde Sprinkelben,
og Svaner glider sagte over Vandet
som Hænders Kærtegn paa en kilden Hud —
Du ænser det slet ikke, Anders Ørsted,
Du troner stum, ufølsom som en Gud.
Du røres ej af Vandrefugles Klagen,
af Foraarsaftners pigesarte Rødt,
af Sommerdages modervarme Mildhed,
thi Hjærtet i Dit Broncebryst er dødt.
Og Blæsten bærer Raab af Børn, der leger,
og Stadens Brusen naar Dit Øres Bund,
og Pigelatter kvidrer gennem Luften —
den hverken klager eller ler, Din Mund.
Du luder tungt Dit skønne Broncehoved —.
Jeg ønsker tidt, mit Hjærte var som Dit
forhærdet, uden Sorger, uden Glæde,
den store Strid det havde sejrrigt stridt.
— Dit Blik er herskerroligt, tungt af Tanker,
mod fjærne Stjærner bærer det Din Sjæl,
der tilgav helt og glemte — stolt, højmodig —
hvad Verden tramped med sin onde Hæl.