Du vandrer frem i Foraarsaftnens vaade Skumring,
der svøber Lindens Krone i sit sarte Graa.
Den friske Brise krydres stærkt af Vaarens Blomster,
og Stjærner pibler frem — nu falder Natten paa.
Du vandrer ynglingslank i blanke Kravestøvler,
den tynde Knapstok svipper lystigt bag Din Ryg.
Dit stolte, brune Lokkehoved bærer Hatten,
der er sat paa med et forsorent fornemt Tryk.
Hvem skal du møde, unge Adam Oehlenschlæger.
Du smiler lønligt — er det Stævnemødets Stund —
Dit Øje spejder mellem Silkesjal, der flagrer,
Din Læbe længes mod en smuk forpustet Mund —.
Nej, intet Pigehjærte banker Dig i Møde,
Du ænser ikke Stadens kaade Pigeflok.
-- Nu falder Natten paa med Duft af Foraarshaver,
højt bag de mørke Kroner skælver „Freja’s Rok”.
Du er jo selv en Vaar, en svimmel, bristefærdig,
der drømmer, drømmer om den store Sommers Frugt.
Du unge Digter, spæde, kække Ørneunge,
der løfter Vingen trodsigstolt til Ørneflugt.
Det synger i Dit Sind med dybe, skønne Toner,
Dit Hjærte lytter andagtsfuldt og hvisker: Bliv!
Og Digtet bliver — baaret fast af Ordets Hænder,
de kære Hænder, som Du gav Din Sjæl, Dit Liv.