Se, Regnen er hørt op — som gennem Taarer
mod Jorden smiler Nattens skønne Kloder.
Fra røde Tagskæg drypper Bygens Draaber.
Det er den milde Majnat i Nyboder.
Fra brede Gaders Nat, hvor Buelamper
i Mulmet syder svagt som Sølvinsekter,
jeg vandrer mod Nyboders lave Fluse.
O, Drøm om gammel Tid og døde Slægter.
Støt stolprende paa Gadens runde Stene
jeg venter hvert Minut at se en Vægter
med Skindkabuds og pigget Morgenstjærne —-•
mod Lommelærkens Kluk hans Strube smægter.
Af Væde glinser alle røde Tage,
i dybe Rendestene bobler Floder,
og midt paa Gaden staar den gamle Pumpe.
Hvor Natten dog er stille i Nyboder.
Bag lukte Skodder sover alle Sjæle.
Bedstefaders Næse højlydt snorker.
De gamle, trætte Hænder har han foldet,
de gamle Hænder intet mere orker.
Og Majkens gyldne Lokkefylde hviler
svagt duftende paa Sengens hvide Pude.
Lunt i sin lille Rede ligger Majken.
— Drømmer Du om mig, der gaar herude?
Er Lykken da i disse lave Stuer,
hvor røde Hyacinther fylder Luften
med sød og sagte Sitren, og hvor Majken
med længselsfulde Suk indaander Duften.
Med Smil om Mund og gode brune Øjne
Du venter mig, Du venter mig — forgæves.
Det store Guldkors i den sorte Kæde
af Aandedraget sænkes tyst og hæves.
Ak, lille Majken, vent mig ikke mere,
den store Verden lokker mig og drager.
Der kommer vel en Tid, hvor jeg mod Majken
og Hyacinther længes — og forsager.
Der kommer vel en Tid, hvor Hjærtet higer
mod Hvile og mod Hverdagstankers Lykke,
en Tid, hvor det er Sjælens største Ønske
et Kys paa Majkens lille Haand at trykke.
— —
Sært, som en magisk Lygte, luer Maanen,
den store Verden drager mig og lokker,
og Tanken om de lave Stuers Lykke
er som en Klang af fjærne, gyldne Klokker.