Langt ind i Skoven
hvor ensom jeg gik,
bares en lystig
og bellmannsk Musik.
Ud gennem Himlen
stak Maanens Torn,
lyste paa grønt
og duvende Korn.
Fem Musikanter
trutted i Horn,
Lyden drev
over groende Korn.
Dansende Trin
ophvirvlede Støv,
der lagde sig graat
over Træernes Løv.
Kraftige Piger
og knoglede Mænd
stødtes og standsed
og dansed igen.
Svedperler randt
paa den varme Hud,
Luften blev stønnet
af Halsene ud.
Duft stod af Kvindernes
knyttede Manke —
Øjnene stirrede
store og blanke.
Dristige Hænder
klemte i Dansen
om trinde Former
i henrykt Sansen.
Dansen og Suset
i groende Korn,
Duften af Skoven,
de lystige Horn,
Majhimlens Maane,
den duggede Nat,
alt gik mig til Hjærtet,
jeg standsede brat,
greb om en Kvindes
velskabte Liv,
hun bøjed sig blidt
som for Blæsten et Siv —
spændte hver Muskels
lystige Bundt,
stampede fast
og svang hende rundt.
Hendes dejlige Haar
og barnlige Mund
besejred mig helt
hin dansende Stund.
Hvad hændte der mere,
jeg husker det ej —
over lønlige Stier
fandt vi en Vej.
Duften af Skoven
var stærk og god,
over duggede Stier
famled vor Fod,
og langt ind i Skoven,
hvor sammen vi gik,
bares en lystig
og bellmansk Musik.