Jeg hører, Du er syg,
jeg hører, at Du ligger
feberhed, mens Rødmen
Dine Kinder prikker,
og Dine gule Krøller
klistres til af Sveden —
jeg mødte Dig dog rask
og leende forleden.
Ak, én Gang var jeg væk
i Dine havblaa Øjne,
og taabelig jeg fyldte
min Sjæl med søde Løgne.
Jeg havde Dig tilbords
og skælvede af Spænding,
men ak, Situationen
tog en daarlig Vending,
thi mine fire Emner
Du døded efterhaanden
ved korte Svar og Tavshed —
tilsidst jeg opgav Aanden
og sagde: Undskyld Frøken,
undskyld — Hm — min Stumhed —.
Du smilede i Glasset
af denne skære Dumhed.
Ja, dengang var jeg ung
og kejtet og betaget
af Dine Øjnes Havdyb,
af blide Kvaler naget.
Men det er gaaet over,
og lægt er Hjærtevunden,
jeg drømmer ikke mere
at kysse Dig paa Munden.
Jeg hører klar og rolig,
at Du er syg og ilde,
jeg hører det og glemmer det,
thi nu er det forsilde.
Jeg lukker mine Øjne
for denne Vaardags Lykke —
O hører Du, hvor lifligt
jeg fløjter Dig et Stykke!