Jeg beder Dig ikke om Rosen paa dit Bryst,
Ei heller om en Lok af dit Haar;
Thi Iloserne vil falme som Blomsterne i Host,
Og Lokkernes Giandsspil forgaaer.
Jeg ønsker ei heller den perletunge Snor,
Der snoer sig som en Snog om din Ilaand;
Thi vilde Du mig fængsle, Du kjendte vel de Ord,
Der bandt mig med stærkere Baand.
Nei, skjænk mig en Tanke, naar Dagen bryder frem,
Et stille Suk i Skumringens Fred,
En taareblank Perle, ifald jeg skifter Hjem
Og sænkes under Havbølgen ned!
Thi Tanker og Taarer er Evighedens Guld,
En Sjælerigdom, Herren os gav;
Og aldrig kan de falme og lægges under Muld,
Men spire som Blomster fra vor Grav.