Jeg sad alene ind under Fjeldet,
Hvor Maanen glimted paa Fossevældet;
Jeg saae paa den og de Stjerners Hær,
Men saae ei ham, som jeg havde kjær.
Jeg saae paa Birken, som hang saa ene
Ud over Elven med vaade Grene;
I hvert et Blad stod en Taare klar,
Maaskee dens Tanker som mine var.
Da klang en Langluur henover Fjeldet,
Og Maanen sittred i Fossevældet.
Gud, hvor mit Hjerte tog til at slaae!
Jeg vidste nok, hvem der legte saa.
Thi det var Gutten, der kom tilbage,
Og endt var alle de onde Dage.
Hvor der blev favnet, hvor der blev kyst!
Men saa kom Natten, — og Alt blev tyst.
Ja, saa kom Natten, — og Alt blev tyst.