Omkap med Aftnens Skyer, som flyvende Fjer,
Gaaer over Havets Bølger Sangsvanernes Hær.
Paa staalstærke Vinger de drage ned mod Syd;
Det klinger gjennem Luften som Høststormens Lyd.
Dér drage de nu hen, de skinnende Flokke,
Og svinde i det Fjerne som Sneeskyens Fnokke.
Hen over Skibets Reisning saae jeg dem iilsomt drage;
Men een var træt og måttet, og den blev tilbage.
Som Støvgran, der hvirvles i Sollysets Lue,
Som vingeskudt Maage, som høgslaaet Due,
Saa sank den ned i Havet, belyst af Aftenrøden,
Af Livets Giands bestraalet, skjøndt kjæmpende med Døden.
Paa staalstærke Vinger de andre drog mod Syd;
Den sank med krummet Hals og en klagende Lyd.
Som Orglets dybe Toner, som Lurens Klang fra Valen
Det lød gjennem Luften ved Solstjernens Dalen.
Som Blod blev Havet farvet med Ildskyer røde,
Og Svanesangen lød som Gravsang over Døde.
Men før den flød bort, belyst af Aftenskjæret,
Den slog, som i Dødskamp, sine Vinger i Veiret.
Og just som den svandt paa Havets lette Bølge,
Saae jeg dens hvide Fjerham en rusten Piil at dølge.
En tvehaget Piilspids sad dybt i venstre Vinge,
Et Mørkets Bud fra Dybet, som Døden maatte bringe.
Jeg glemmer aldrig Fuglens forunderlige Toner;
De fulgte mig i Nordens, som og i Sydens Zoner.
Jeg glemmer aldrig Smerten, der dulgte sig i Sangen,
Jeg arved den for stedse; Du hører den i Klangen.
Thi Livet eier Pile, tvehagede og rustne,
Hvis Odde ikke sløves, før Øiets Giar er brustne.
Og den, som de har saaret, kan nok saa høit sig svinge,
Han mærker dog til Jernet, til Lænken om hans Vinge.