Hun var saa ung, knap sexten Aar,
Saa let som Foraarsvinden,
Med lyse Tanker, krøllet Haar
Og Smilehul paa Kinden.
Hun sang med Lærken under Sky,
Med Svalen under Lade;
Hun lod de tunge Tanker flye
Og holdt sig til de glade.
Han var en taus og tung Natur
Og talte ei til Nogen;
Den meste Dag bag Laas og Muur
Han hængte over Bogen.
Med Ansats til en lærd Pendant
Han vandred hen i Taaget,
Ost sommetider selv han fandt,
At der ham manglet Noget.
Han havde fast sig stirret blind
Paa Videnskabens Gaader;
Men ei det var ham faldet ind,
At Tvende bedst dem raader. —
Saa sad han tvær en Aftenstund
Og muled over Verden;
Kjedsommélig og buul var kun
For ham dens travle Færden.
Hun sang en gammel Sang, og han
Slog Øiet op og stirred.
Det var dog ganske sært, hvordan
De Toner ham forvirred.
Da sprang hun fra Klaveret op
Og rundt i Stuen valsed,
Mens „Vaps“ foer med i kort Galop
Med Bjældebaand og halsed.
Da greb hun „Vaps“ og satte den
— O Rædsel! — midt paa Bordet;
I Poten gav hun den hans Pen
Og bad den tage Ordet.
Men da saa „Vaps“ af Uforstand
Faldt om i Skrivetøiet,
Da lo hun, saa det klare Vand
I Perler flød fra Øiet.
Han lukked i sin Viisdomsbog,
Skjød Glaret fra sin Næse;
Det var ham reent umuligt dog
Den Aften meer at læse.
Saa fik hun ham i Haven ud,
Og i dens krumme Gange
Hun dandsed som en Foraarsbrud
Til Nattergalens Sange.
I Vænget gik han taus, berust,
Hvor Kløverhøet dufted;
Det var, som fik et Foraarspust
Ham veiret ud og luftet.
Hans Tankegang kom reent af Gled,
Han vidste knap, hvordanne;
Han satte sig hos hende ned
Og hvidsked: „Mary Anne!“
Da fløi hun op og bort hun løb;
Han reiste sig bedrøvet,
Og som en langsom Bogorm krøb
Han ind i Viisdomsstøvet.
Saa sad han taus, til Solens Giod
Sank ned bag Søens Vande,
Da følte han en Haand, som blød
Sig lagde paa hans Pande.
Og i hans Øre lød som Sang:
„George, lad de Tanker vige!
Mod i den gamle Noddegang,
Hvis Du har meer at sige!“