„Husker Du dit stille Barndomshjem?
Skal jeg trylle svundne Tider frem,
Vække Mindets Børn, der roligt sove,
Tegne Præstegaardens gamle Tag,
Hvilen paa en solvarm Sommerdag,
Solens Spil paa Søens blanke Vove?
Husker Du de stille Aftners Fred,
Kjæmpehøien paa det lave Fed,
Tjørnen, halvt af Vestenvinden bøiet,
Skoven, som i Aftnens Skumring laa,
Maanens lyse Glnds og Dig, der saae
Mig fortrøstningsfuldt og mildt i Øiet?
Der er øde i dit Barndomshjem.
Andre Slægter skride rastløs frem,
Andres Blomster smykke Andres Grave. —
Husker Du, at paa din Moders Grav
Du en Rose brød og mig den gav
Med en Myrtekvist fra Vindvets Have?
Disse to har jeg bestandigt gjemt,
Disse to har jeg saalidet glemt,
Som en Aftenstund ved Søens Vove;
Husker Du — —?“ — „O nei, ak lad mig gaae!
Ak, jeg kan ei, tør Dig ei forstaae;
Lad dem sove, Mindets Børn, ak, lad dem sove!“