Fra Broager drøner det Skud i Skud;
Hvert Lynglimt sender et Dødens Bud
Henover de danske Skandser.
Som Uffe, der knapt turde slaae igjen,
Saa staae disse seige, behjertede Mænd
Bag deres nedskudte Pandser.
Niels Veng seer ud over Skandsens Vold;
Det er en Jyde, freidig og bold,
Men taus og seen til at haste.
Han staaer saa tillidsfuld, rolig og kjæk
Og smiler lunt, naar han raaber: „Dæk!“
Og Alle paa Jorden sig kaste.
En Kjende fra ham staaer en løierlig Fyr,
Han hedder Jens Peter Andersen Styr,
Saa Navne just ikke han savner.
Paa Indfald og Vid blier han aldrig læns;
I Skandsen kaldes han slet hen „Jens“,
Men meest dog „Jens Kjøbenhavner“.
Han er en lille lavstammet En
Med hørgult Haar og med tynde Been,
Som havde han knapt for Føden;
Men Ingen kan synge som han en Sang,
Og Ingen har saa freidig en Gang
Som han, naar det gaaer imod Døden.
Han nærmer sig Jyden med lette Fjed:
„Der gaaer dog en svær Hoben Penge med.
Gud veed, hvem det Hele betaler?
Min Lieutenant sae mig just igaar,
At hvert et Skud, vi fra Tydsken faaer,
Det koster ham ti Rigsdaler.“
„Dæk!“ brøler Jyden og hvidsker i Hast:
„Nu, bitte Jens, paa Maven Dig kast!
Der er een af de ti Dalers Drenge.“
„Aa, ikke andet!“ gjensvared Jens.
„Saa troer jeg, jeg staaer; jeg er netop læns
Paa alle Slags rede Penge.“
Med Brag og Bulder slaaer Bomben ned. —
Niels Veng sig kaster, de øvrige med;
Jens staaer, som faldt han i Tanker.
„Kan den Du bytte?“ var Jydens Ord.
„Aa neiw, svared Jens, „den er noget for stor;
Men snart der Smaapenge vanker.“
Og Bomben springer. — „Hør“, siger Niels Veng,
„Hvis atter der kommer en ti Dalers Dreng
Fra Tydsken derovre ved Graven,
Saa kast Dig kun ned, som det her er Skik;
For det var dog flaut, ifald Du fik
For en Rigsorts Penge i Maven.“
„En Rigsorts Penge?“ gjentager Styr.
„Nei, jeg er en stakkels bundfattig Fyr;
Saavidt det vist aldrig kan komme.
Den Udgift var ogsaa meget for stiv,
For, seer Du, jeg har i mit hele Liv
Ei havt en Mark i min Lomme.“ —
Saa taltes man ved paa Kampens Dag.
Midt under Kanonernes drønende Brag,
Paa Tærsklen til Dødens Rige,
Var dog der Plads til et skjemtsomt Ord,
Som spøgende gjennem Rækkerne foer,
— Og det har meget at sige.
Thi det var ikke den menige Mand,
Der sveg, da han stod paa den yderste Rand
Af Slesvigs bloddøbte Strande.
Som Sangen gik i det tunge Aar,
Han endnu freidig for Mindet staaer,
Stolt og med opreist Pande.