Sølyst, dine svale Skygger,
Trøst for Trætheds Sorg,
Hvor i Tanken Bro man bygger
Til Uranienborg,
Hvor fra Høiden Blikket ganger
Over Bølgebryst,
Til det atter Hvile fanger
Hist ved Sveas Kyst!
Sølyst, dine krumme Gange,
Dine Rosers Bed,
Dine Nattergales Sange,
Dine Aftners Fred,
Dine slyngede Kanalers
Birkeklædte Bugt
Med de vidtbereiste Svalers
Vingelette Flugt!
Hvilke Minder, hvilke Tanker
Vækker ei dit Navn
Her hos den, der ene vanker
Fjernt fra Hjemmets Favn,
Som til Syden Vei har fundet
Og paa Ætnas Ø
Længes efter Øresundet
Og en Stak af Hø!
Hvilken Higen mod den lille
Plet ved Sundets Bred,
Hvor Emilies klare Kilde
Langsomt risler ned,
Hvor den glade Ungdom stimler
Om det kjole Vand,
Smykt med Bøgeløv og Primler,
Vaartegn for vort Land!
Og jeg i et Nu fornemmer,
Som ved Trylleslag,
Klang af klare danske Stemmer
Paa en vaarfrisk Dag.
Da jeg føler, jeg er bundet
Fast til Hjemmets Stavn,
Fast til Dig, til Øresundet
Og til Danmarks Navn.