Munken sidder i Cellen.
Dens Væg er nøgen og øde;
Paa Bordet staaer et Par Roser,
Halvaabne, friske og røde.
Vindvet gjemmer en Sidsken;
Saa klare lyde dens Triller.
Ude bag Gitterruden
Havet i Sollyset spiller.
Munken reiser sig langsomt,
Bogen lukker han sammen,
Beder en Bøn saa stille,
Hvidsker et halvkvalt Amen.
Op af Kutten han drager
Lønligt et lille Billed;
Længe han det betragter
Taus og i Tanker hildet.
Læbens smægtende Smilen,
Øiets lokkende Luer,
Haaret med Sølverpilen, —
Atter henrykt han skuer.
Dog, han knuger det sammen.
— Hvad bær han nu i Sinde? —
Ak, det er ingen Madonna,
Det er en Synd, — en Kvinde.
Hen til Vindvet han vakler,
Aabner en lille Luge;
Havets graadige Bølger
Skjønhedsbilledet sluge.
Rask for Buret han aabner,
Sidskenen ud sig svinger, —
Munken skygger for Øiet,
Følger dens hurtige Vinger.
Roserne dufte saa røde, —
Rask han griber dem begge,
Foran Madonnas Billed
Vil han dem ydmygt lægge.
Op fra Havdybet klinger
Sang om Livshaab og Lykke,
Sang om tvende, der trofast
Dele Solskin og Skygge.
Fiskeren synger dernede,
Synger om Livets Glæder; —
Munken hyller sit Ansigt
Ind i sin Kutte og græder.