Vinteren var kommen
I sneepuddret Dragt,
Islænker havde den
Paa Mølledammen lagt.
Skoven stod og drømte,
Haren krøb i Skjul,
Istapper glimred
Fra Møllerens Hjul.
Præstegaarden laa i
Den dybeste Fred;
Maanens klare Straaler
Langs Mønningen gled.
Ingen venlig Hilsen
De fik eller gav —
Præstegaarden ligned
En rimfrossen Grav.
Ude i Gaarden
Paa den sneedækte Jord
Seer man af Kaner
Et tydeligt Spor.
Sporet gaaer til Byen
I den blinkende Snee,
Lad os følge efter,
Der er Noget at see!
Inde paa Torvet
I den natstille By
Staaer det gamle Raadhus
Som Sol bag en Sky.
Skyen, det er Murene
De tunge, de graae;
Solen Lampetterne
Med Glasprismer paa.
Byens vise Fædre
Al Visdom har glemt;
Stadsmusikanterne
De bedste Strenge stemt.
Hør, hvor det lyder.
Det klingende Spil!
Ak, hvor er det lifligt
At lytte dertil.
Siig mig, lette Toner,
Som flagre ud og ind,
Hvor fik I Magten
Over Menneskets Sind,
Kraften til at trylle,
Evnen til at naae
Som en Jakobsstige
Til Himmelhvalvets Blaa?
Siig mig, Du glade,
Forføreriske Dands,
Med de friske Roser
I Lokkernes Krands,
Hvor har Du taget
Den Herskerstav, hvis Sving
Slutter selv de Gamle
I din magiske Ring?
Siig mig, I klare,
I tindrende Blik,
Aner I ogsaa
Den Tryllemagt I fik?
Veed I, at forbundne
Med de øvrige To,
Kan I røve Hjertet
Dets dybeste Ro?
Ørkesløse Spørgsmaal,
Som ei behøve Svar!
Guden svæver over
De Dandsendes Par.
Dandsen er hans Vinger,
Tonerne hans Stav,
Blikket, det er Pilen,
Ham Moderen gav.
Dog igjen tilbage
Til Raadstuens Hal —
Vi vil see lidt nærmere
Det straalende Bal.
Tvende Vindver lyse
Med halvtdæmpet Skjær,
Dem tør vel i Mørket
Man vove sig nær.
Digteren med Aander
Staaer lønligt i Pagt;
Asmodæus laaner
Ham ofte sin Magt.
Tidt et Drama bliver,
Paa Scenen forstilt,
Først i rette Alvor
Bag Coulisserne spilt.