„Nu frem til Høire!” — „Charlotte, nei,
De vandrer Dem selv til Døde!” —
„Men mørk og skummel er denne Vei,
Her er saa forunderligt øde.
De hvide Birke som Gjenfærd staae
Med lange, hængende Grene.
Nei, Charles, De maa ei videre gaae!
Jeg tør ei blive her ene.
Jeg døer af Skræk, hvis jeg bliver her!
Alt tættere Mørket falder.
Hør! Hørte De? — Bag de dunkle Træer
Synes jeg, Nogen os kalder!”
„Charlotte! Det er kun en glammende Hund,
Og Uglen i Granernes Toppe.
Vi blive her, om en føie Stund
Tænker jeg Maanen er oppe.”
„Vi blive? Nei, det er umuligt!” — „Jo,
De maa Dem i Skjæbnen finde.
De trænger til Hvile, trænger til Ro,
Før atter De hjem kan vinde.
Charlotte, hvil Deres spæde Fod —
Her breder Mosset sit Tæppe.
Vent lidt, fra Birkens knudrede Rod
Jeg gjenner den grønne Skræppe.
Se saa! Nu Pladsen er ryddet og tom;
Vil De Dem mod Birken hælde,
Saa vil jeg, hvis De synes derom,
Et Eventyr Dem fortælle.
— Langt ude paa Heden en Blomst der staaer
— Den voxer altid alene —
Dens Blade ligner et søgrønt Haar,
Og bløde Fingre dens Grene.
Saa lønlige Skrifttegn bære dens Rod.
Ei Mange de Runer raade;
Men Blomstersaften er rød som Blod
Og løser hver hemmelig Gaade.
Den blomstrer kun eengang. — I Midnattens Stund,
Naar Fuldmaanen netop er fremme;
Men naar den aabner sin Krones Grund,
Da klinger en klagende Stemme.
Det klinger som Suk; det lyder som Graad,
Af Smerterne gjennemisnet —
Den næste Morgen hver Green er vaad,
Og Blomsten hænger som visnet.
Man siger, at paa Alskabningens Dag
Da laa den ved Kvindens Hjerte;
Thi kjender den Hjertets lønligste Sag
Og hver en kvindelig Smerte.
Forleden, da Solen just gik til Ro,
Jeg vandred paa Heden alene,
Da saae jeg i Kløftens mørkeste Bo
Et Blink af dens viftende Grene.
Jeg klattrede ned ad Skrænten brat
— Ja, kald mig kun for en Taabe —
Da Maanen lyste ved Midienat,
Tog jeg af Blodet en Draabe.
En Rose bar jeg gjemt paa mit Bryst,
I den lod jeg Draaben trille.
Blodperlen suged den ret med Lyst,
Som vilde den Intet spilde.
Jeg gjemte Rosen — den holdt sig rød,
Skjøndt ottende Dag var gangen;
Igaar den trilled i hendes Skjød,
Som holder min Tanke fangen.
I Nat, just lige i Midnattens Stund,
Det sukkede ved mit Kammer,
Og op mig jog af mit lette Blund
En sagte, klynkende Jammer.
Sig Døren aabnede. Ind hun treen —
Men Øiet i Søvn var lukket.
I Haanden holdt hun en Rosengreen,
Den samme, jeg selv havde plukket.
Hun standsede, som om Natlampens Skjær
Var Sol for de slørede Blikke,
Saa sukked hun dybt og traadte mig nær
Og stønned: „Jeg elsker ham ikke!”
Det klang fortvivlet, fast som et Skrig —
Men siig mig, hvad er det Charlotte?
De ryster! — De bliver saa bleg som et Lig!
O, græd ei! — Jeg vidste, De maatte — —”
— „Jeg maatte?” — „Ja, lyde Alrunens Magt,
Ei den, derude fra Heden;
Men den, som dybt i Hjertet blev lagt
Og kaldes for Kjærligheden.
Man siger, at Gud paa Skabningens Dag
Den planted i Kvindens Hjerte;
Thi røber den Hjertets lønligste Sag,
Men dulmer dets dybeste Smerte.
For os skal den blomstre i Nattens Skjød
Og blusse, naar Maanen er fremme;
Og Duften, berusende, elskovssød,
Vil døve hver angrende Stemme.
Frygt ikke, Charlotte! O, kom herhen!
Her lurer ei speidende Blikke.
Og synk som en Blomst i min Favn igjen;
Du kan det: „Du elsker ham ikke!”