Fjernet fra den lyse Balsal,
Fra Musikens Larm og Bulder,
Skjærmet mod hvert Speiderøie
Ved de tætte Silkeforhæng,
Ligger, som en Tempelcelle
I sin Stilhed, Cabinettet.
Træd blot ind! Her er jo Ingen.
Alt er tyst — kun Springvandsstraalen
Falder med en sagte Pladsken
Ned i Marmorkummens Hulhed,
Og i Nichen, smykt med Vedbend,
Straaler, lænet til sin Bue,
Seiersglad og seiersrolig,
Med et Smil Amor triumphans.
Han har seiret over Vintren!
Blot et Vink, og Hyacinther,
Crocus og den bly Narcissus
Fletted sig imellem Myrthens
Mørke Blad og Vedbendrankens
Lyse Løv, som Hjerter formet.
Blot et Aandedrag, og Luften
Fik en Vellugt som af Roser,
Og henunder Loftet flagred
Om den lyserøde Lampe
Længsler, Suk og lette Drømme,
Som ved Vaartid Sommerfugle.
Saadan har han bygt sit Tempel.
Venter nu han paa sit Offer?
Thi et Offer maa der bringes
For den Fryd, han Natten skjænkte.
Ja, han venter! Træd tilbage,
Thi de lyse Silkeforhæng
Aabnes halvt, og let hun træder
Ilsomt ind i Tempelhallen.
Det er hende, Præstens Datter,
Nu — o Christendom, hvor er Du?
Amors viede Præstinde!
Blændet fast ved Overgangen
Fra det stærke Lys til Lampens
Matte, rosenrøde Dæmring
Staaer et Øieblik hun stille,
Som endnu hun sig betænkte.
Kinden blusser, Barmen bølger,
Og i Blikket er der noget
Tindrende, som Stjerneglimtet
I den mørke Nat derude.
Amor smiler. Men hun aner
Knap engang, at Guden er der,
Saa fordybet er nu Tanken
I det Budskab, som skal komme.
End engang hun ængstligt stirrer
Rundt omkring. Nei, der er Ingen, —
Ingen, uden hun og Guden,
Og Dæmonerne i Luften.
Ned hun synker for hans Billed,
Og fra Barmens hvide Bølger
Hæver hun det rosenrøde,
Fintbeskrevne Elskovsbudskab,
Som en Dykker listigt henter
Fra det dybe Hav Korallen.
Guden ryster sine Vinger!
Men hun seer det ei; thi henstrakt
Paa den bløde Fløielsdivan
Læser hun, med Haanden støttet
Til den lille Kløft i Hagen,
Disse nye Elskovsruner:
„Det hjælper ei, at Du viger
Fra mig med ilende Fjed!
Det hjælper ei, at Du sniger
Dig lønligt i Haven ned!
Thi jeg har plantet en Drue
Den voxer frodig og vild —
Saalidt Du dens Glød kan kue,
Som Olien den blussende Ild.
Og jeg har med høiere Magter
Sluttet en sælsom Pagt.
Det hjælper ei, Du foragter
Min Elskovs seirende Magt.
Naar Solen synker, den blanke,
Bag Havets Flade blaa,
Da kommer min lønligste Tanke
Og banker saa sagte paa.
Men op maa Du lukke for Tanken,
Og Tanken har mig ved Haand,
Da maa Du Dig bøie som Ranken,
Du smægtende Lilievaand.
Da dysse vi Dig i Slummer
Med Maanskin og Nattergalsang,
Og Alt, hvad Elskoven rummer,
Det rummer vor Tankes Gang.
Da hjælper det ei, at Du bæver
— Vildt Sandserne bryde i Brand —
Af Flammer baaren, Du svæver
Til Elskovsdrømmenes Land.
Dér tabe vi os i dunkle
Skove med sælsomme Træer;
Foroven Stjernerne funkle
Saa fjernt og dog saa nær.
Forneden de blye Anemoner
Lyse med Øine blaae,
Og Nattergalsangen toner,
Imedens vi langsomt gaae.
Og alt, som vi vandrer alene,
Forvildes vi meer og meer;
Bag Skovens skjærmende Grene
Øines der Ingen fleer.
Kun os og Nattergaltoner,
Fuldmaanen paa Himlens Blaa,
Og Skovens dæmrende Kroner,
Hvor stille Luftninger gaae.
Al Elskovs bævende Smerte
Bryder da frem med Magt,
Og tæt til dit bankende Hjerte
Føler Du mit er lagt.
Da hæver Amor sin Bue,
Da hører Du Koggerets Klang;
Det glimter i Maanens Lue
Til Pilenes hvislende Sang.
Men galer saa Morgenens Hane
Til Kirkeklokkernes Slag,
Paa Ryg af den sneehvide Svane
Flyer Amor den gryende Dag.
I Luften svinger sig Guden,
Let, som en svævende Sky,
Og hvisker til Dig paa Puden:
„I Aften sees vi paa Ny!”
„Ja, i Aften!” ømt hun hvisker,
Reiser sig — og farer sammen;
Thi det var, som Marmorstøtten
Rørte sig, og som i Luften
Koggret klang og Pilen suste.
Hvem var det, som stod i Døren,
Mørk og bleg, og med det sære
Overlegne Træk om Munden?
Hvis var disse sorte Øine
Med den underlige Lysning
Som af Lynglimt over Havet?
„Charles!” hvisked hun. „O, Charles
Hvor Du gjorde mig forskrækket!”
Men han bøied sig og lukked
Med et Kys de varme Læber,
Som fik aandet i hans Øre:
„Charles, Charles, denne Lykke
Troer jeg vil tilsidst os dræbe!”