Ingen Lyd ved den sortgraa Sø.
Ingen Raslen af gule Blade, —
ingen Krusning paa Vandets Flade.
Alt lukker sig ind for at dø. — — — —
— — — — — — — — — — — —
Jeg aner, — at hvide Svaner
sejle — paa sortgraa Spejle, —
glide, — blaanende hvide,
rene Sjæle paa Himmelfærd,
henover Søens sorttunge Flade. —
Jeg ser dem ikke i Kvældens Skær,
kun bøjede Træer med gule Blade,
og saa — den tunge, sovende Sø;
men jeg véd, de glider,
som Nonner, der lider
med den, der skal dø. — —-------
Ser, det Hvide skære det Sorte,
følger de glidende Baner, —
véd, at de sejler langt borte —
de vilde, — blaahvide Svaner. — — —
— — — — — — — — — — — —
Ingen Krusning paa Vandets Flade. —
Ingen Raslen af gule Blade, —
stivnet, fortrukket
staar det, som sukked
i navnløs Skræk, —
med Dødens Træk. — —
— — — — — — — —
— — — — — — — —
Da bruser i Kvælden Vingeslag.
Mod Himlen tegner sig hvide Flag. —
Over Toppene stryger de hvide Flager.
Det er blaahvide Svaner, — som drager. —
— — — — — — — — — — — — — —
Der glider hvide Fugle
med tunge Vingeslag
igennem Dødens Ensomhed
frem mod den lyse Dag. — —
— — — — — — — — — —
— — — — — — — — — —