Det suser saa sælsomt derinde
i Lindenes gulnede Kroner.
Klagende, skælvende Toner
stige i Luften, — og svinde.
Det suser saa sælsomt derinde,
som hviskede Stemmer i Løvet.
Tonerne sagte, bedrøvet
stige i Luften, — og svinde.
Det suser saa sælsomt derinde
i smertelig, stønnende Klage.
Efter de solvarme Dage
sukker nu — gulnede Linde. — —
— — — — — — — — — — —