De andre Stole stod tomme
rundt Borde med brugte Glas.
Vi følte Skumringen komme, —
ene igen paa vor Plads. —
Som sortgraa Fugle, der sejle
frem mod det døende Skær,
gled gennem Rudernes Spejle
Skyggernes lydløse Hær. — —
Vi glemte begge at tale,
saa blødt gled Skumringen ind,
som sortgraa Fugle, der dale
mod Vandspejl i Maaneskin.
Sin Haand i mine hun gemte,
saa trygt og stille den laa,
imedens Skumringen stemte
Farver i dybeste Graa. — — —
— — — — — — — — — —