Udannet sprang jeg af Naturens Arme,
Udannet fra min Ungdoms Leders Haand;
Raae var jeg, følesløs og uden Varme,
Blot Krop, foruden Sandser, Liv og Aand.
Tavs sad jeg, gravet ned iblandt Ruiner
Af Alderdommens Daarlighed og Vid;
En evig Gigt og evig mørke Miner
Blev Frugten af min uafbrudte Flid.
For mig fremkaldte Vaaren aldrig Livet
I den af Vintren myrdede Natur,
Ei mig til Lyst blev Solen Frihed givet
At speile sig i Bækkenes Azur.
Døvt var mit Øre for de kielne Toner,
Som Philomele fylder Skoven med;
I Aftenrødens Farver paa dens Kroner
En Blind og jeg saae lige Herlighed.
Stum gik jeg naar de fjerne Bølgers Brusen,
Insecters Surren, Lærkens høie Slag,
Mailøvets Raslen og Zephyrers Susen
Velkommen bøde den nyfødte Dag;
Og medens tusinde Slags Millioner
Med tusinde Slags Stemmer priiste Gud,
Jeg pønsede paa Phtias Myrmidoner
Og hvordan Capitolium saae ud.
Ved Nat og Dag, paa Landet og i Staden,
Steen var jeg ligemeget overalt,
En Stub i Skoven, og en Glut paa Gaden
Med lige Virkning i mit Øie faldt.
Slet ingens Ven, den rige Voldsmands Slummer,
Den arme Vornebondes Slaverie,
Ulykkeliges Taarer, Usles Kummer
Med lige Skridt urørt gik jeg forbi.
I Mangel og Studering mine Dage
Gleed hen, bestandig een den anden lig;
Jeg stræbte ikke nogen at behage,
Og ingen agted’ eller elskte mig.
Kold, følesløs med Diogenens Mine
Jeg alle Nordens Døttre gik forbi,
Men, ak! jeg saae dit Smiil engang, Zeline!
Farvel, min Roe, Farvel, Philosophie.
Jeg saae dig, som en Engel fra det Høie,
Og ved dit Smiils det vellystfulde Bliv,
Ved disse Guddoms Straaler i dit Øie
Jeg nyeskabt pludselig fik Aand og Liv.
Da saae jeg Himlen første Gang, Zeline!
Da skued’ jeg Naturen første Gang,
Da saae jeg meer end Cyprens Erycine
Fik Liv, og elskede, fik Aand og sang.
Saa staaer, mens Nattens Mørk paa Dalen hviler,
Den lukte Blomst, som visnet, gaaet ud;
Den Solen seer — og aabner sig, og smiler,
Og brammer med titusind Præg af Gud.
Nu er mig Lunden hellig, mindste Knoppe,
Som Vaaren aabner, hellige for mig,
Og Philomelers Sang i Skovens Toppe,
Og Bækken, hvori Solen speiler sig.
Og ofte sidder jeg i tause Skygger
Ved Eegens Rod, alene, mild og glad,
Og et Beviis mig selv for Almagt bygger
Andægtig undersøgende et Blad.
Nu saarer Usles Klageskrig mit Hierte,
Nu seer jeg Brødres Ulyksalighed,
Nu føler jeg, som egen, andres Smerte,
Og naar en Broder græder, græder med.
Nu hænge fast ved Jorden mine Dage,
Og intet er uvigtigt meer for mig;
Jeg stræber hele Verden at behage,
For og, Zeline! at behage dig.
Nu har jeg Venner, Brødre, som forsøde
Den Gift, mig umild Skiebne stundom gav;
Som lede mig med Raad, og naar jeg døde,
Med Taarer strøede Blomster paa min Grav.
Nu finde mange jeg var værd, at have
Den Roe, den Munterhed, som nægtes mig,—
O! min Zeline! det er alt din Gave,
At jeg ei taales blot, jeg skylder dig.
Du gav mig dette bløde, kielne Hierte,
Som bløder ved den Usles Haandevrid;
Din Aand det er, som synger mig mint Smerte,
Fra dig jeg stieler al min Smule Vid;
Du tit mig lærer ved dit Smiil, at glemme
Min og al Jordens Ulyksalighed;
At munter jeg kan Harpens Strænge stemme
Engang iblant til Spøg og Latter med;
Og dersom Seklers Hæder engang lønner
Min Sang, og bliver jeg saa lykkelig,
At elskes af den fjerne Fremtids Sønner,
Din Aand, dit Vid, dig elsker man i mig.