I.
Fra Adam Oehlenschläger (af hvem vides ellers ikke) er udkommet et pudseerligt polemisk Skrift i aldeles solut Stiil, betitlet: „Til Publikum. I Anledning af Freyas Alter, forkastet af Theatercensorerne —“ til hvis Bilboskab, Skoleholderlighed, og Jakobitet der neppe findes Mage, hverken i Ludlams Hule, Fiskeren, Freyas Alter, eller nogen anden hvilkensomhelst, heftet eller indbunden, bogstavelig Daarekiste. Men, da dette med Kongens, og Folkets, og Totrediedelen af det philosophiske Fakultets Dom truende Manifest, egentlig er stilet til de Herrer Theatercensorer — anmelder jeg det blot, indtil videre, forsaavidt det og er forelagt mig, som integrerende Deel af Publikum.
II.
Som kontrasterende med dette Skridt fra den første af vore tragiske Digtere — der er i blindtrumlende Nedgang — kunne vi ikke undlade, med hiertelig Beundring, at giøre vore Læsere opmærksomme paa et ganske modsat af den anden, der netop dermed beviser, at han er i klart om sig blikkende Opgang. Digteren Ingemann har nemlig (som vi troe, med Vished at vide) forlangt sine til Theaterdirectionen indgivne Tragedier: „Hyrden af Tolosa og Løveridderen“ tilbage.
III.
Midt i den Græmmelse, paa Modersmaalets og Litteraturens Vegne, Danfanas sig selv eengang opofrende Præst har følt over en Mængde den saftige Aarstids Trykprodukter, er han rigelig bleven trøstet ved de to Afhandlinger: „Om det philosophiske Aarhundrede,“ og „Om historisk Vidskab“ af Herr Grundtvig, i hans to seeneste Hefter af Danne-Virke — det aanderigeste og herligste fra Tankens og Foredragets Side, jeg hidindtil har læst i dansk Prosa.