(Forfatteren taler.)
Mig syntes, som jeg selv, forvandlet af en Mand
Til en Mandinde —
Med Følelser af en Løvinde,
Som, Ungerne frarøvet, man vil binde,
Sprang ud af Buret, der mig slutted inde —
Og standsede min Ïo-Fart i Blinde
Midt paa den store gamle Kirkegaard
Der først en Smule til mig selv jeg kom,
Slog Øiet op, og saae mig om,
Og see! Paa Randen af en Grav, hvis Kule
Var den uhyre Himmel selv, som Hule,
Jeg en Gestalt at sidde saae,
Der ubevægelig og stille
Lod ned i Hulen store Taarer trille,
Der syntes, faldomstyrtende hver Pille,
Selv Hvælvingen itu at slaae,
Mens sluktes pludselig hver Himlens Kierte.
Trods Løvemodet i mit Jomfruhierte
Jeg vendte mig, og vilde gaae —
Da pludselig en Røst, som Torden,
Huult drønte med gientagne Skrald
Hen under Havet og dybt under Jorden
(Saavidt jeg skiønnede, fra Syd mod Norden)
Saa langt omtrent, som i al Fald
Fra Coldinghuus til Fredrikshald —
Den brølte: „Knæl, og skiælv, og hør mig i min Hald!“
I det Gestalten saaes at nikke
Med Apollonske Haar og Jupiterske Bryn —
Et ganske majestætisk Syn.
Paa samme Tid, dybt under Fyen,
Jeg hørte Drag i Drag en underjordisk Hikke,
(Mens Dødninguhret gav sig til at pikke —
Og — jeg det nægter ei — mit Hierte med)
Vel faldt jeg ei paa Knæ, og vel tilbad jeg ikke;
Men jeg blev staaende paa samme Sted,
Og slog et Kors paa den mig egne Maade,
Med Lytten til den hule Røst,
Der pusted lidt, og, til min store Trøst
Endogsaa rømmede sig paa en Maade.
Mens Pausen varte, tog jeg Mod,
Og maalte Spøgelset fra Top til Fod —
Nu saae jeg først, min drømte Helvedbengel
Var mindre lig en Diævel end en Engel,
Trods alt det Truende, mig først i Øiet faldt,
En „Pige, som Adonis,“ i Gestalt,
Vidunderskiøn, og mild og from i Lader,
Med et naivt, og huldt, og eget Blik,
Der Karakteren paa en Prik
Erindred mig i mangen malt Gudfader.
Imens det taug, det saae livagtig ud
Som en mandvoxen Elskovsgud,
Der er forlegen med sin kiælne Fylde,
Og veed ei hvilken Psyche den skal hylde.
Det lænede sig til en Mindesteen,
Hvorpaa, som Kierte,
Der brændte, syntes mig, et Hierte
Af Alabaster eller Elfenbeen —
Derunder stod, i dybe Furer,
Med Runer lige Skriftfigurer:
„Jeg visner levende, jeg blomstrer død —
„Som Flamme jeg i Vand mig selv fortærer —
„Som Gaade knækker jeg min egen Nød —
„Med ingen anden Kierne jeg mig nærer.“
Hver Linie var mig Abracadabara;
Men hvert et Ord jeg læse kunde,
Skiøndt vel en to tre hundred Skridt derfra,
Hvortil jeg havde mine gode Grunde.
Jeg holdt mig nemlig i en vis Distans
Fra Posten hans
Af Frygt for i den Hule ned at trimle,
Hvor hver en Draabe, der i Flæb
Faldt ned fra det guddommelige Næb,
Saaes sønderknuse Himles Himle.
Den skiønne Kind var uophørlig vaad —
Og, sandt at sige,
Det stemte mig især til den forunderlige
Taalmodighed, hvormed jeg i mig aad
Det „Knæl, og skiælv, og hør mig i mit Rige!“ —
Endskiøndt, som Løve, mig og Blodet let kan stige,
Jeg altid har Medlidenhed med Graad.
Det strænge Bud gientog det trende Gange,
Hvergang i ny Gestalt, først som det laae,
Lidt skiødesløst og græsk klædt paa —
Derpaa (som i Paris jeg flere Gange
Det samme Spøgelse paa Scenen saae
Ved Siden af den største Tiger staae)
I Romer-Dragt, om ret jeg skiønner —
Tilsidst, som een af Floras Sønner,
Hvem neppe sig kan maale med
Kong Salomon i al sin Herlighed —
I alle tre Gestalter tragisk,
Og (for saavidt Forvandlingen deri
Vel ei gik til foruden Hexerie)
Tillige magisk.
Omsonst jeg lagde Hovedet i Blød,
Og skruede min Hierne, for at lære
Mig selv og andre: hvad det kunde være,
Der knækker ene kun sin egen Nød,
Og finder ingen anden Kierne sød?
Jeg stod der, ganske som i Blinde,
Opgivende mit Haab, Betydningen at finde,
Skiøndt Gaader er mig ellers Smørrebrød.
Med eet jeg hørte noget hvæse,
Som om Nordost paa eengang med Sydvest,
(De to, der her i Landet kunne bedst)
Begyndte lige stærkt at blæse;
Personen nemlig snød sin Næse —
Og slog til Lyd med Haanden i en Dask,
Der klang livagtig som et Skybrud-Plask.
Jeg saae mig om i alle fire Vinde,
Og see! rundt om ham laae paa Knæ,
Som fælle Fæ,
Med aabne Munde hele Kerteminde —
Hvad? Kerteminde? — hele Fyen?
Hvad? hele Fyen? — det hele Norden!
Kun Norden? hvad jeg siger! — hele Jorden,
(En Vrimmel som er aldrig skuet vorden,
Hvori med Studsen mit forklarte Syn
Gienkiendte mange her fra Byen)
Imens om mig der stod et Hundred Stykker,
Blandt hvem jeg kiendte Grundtvig, og de Faa,
Hvis Navne her jeg ikke trykker,
Da de tilforn alt i Danfana staae.
„Jeg“ (saa begyndte han triumfbebudende,
Skiøndt i sin Skiønheds fulde Pragt,
Bestandigen lidt taareblændt, som sagt,
Lidt hængende med Næsen og lidt ludende)
„Jeg“ — (man kan tænke, hvor jeg spidsed Øre,
For, som Oedip,
At ingen Lyd i Talen at gaae Glip,
Den Ord for Ord man nu skal høre) —
„Jeg —