Paa Veien til As-Minde-Templet (hvor
I Tusindtal henvandre hele Hære,
Naar Offerqvæget slagtes der i Chor)
At see lidt ind til mig i min Danfana-Hytte,
Hvorhen, som Eremit, jeg maatte flytte
Fra denne Verdens Herlighed —
Og, fristende mit Liv som Bueskytte,
Har, næst mit Jer velsignende „Gudsfred!“
Kun Æbler, Pærer, Kirsebær, og Blommer,
(Hvis Overflod der dog er Maade med)
Lidt Honning, Kildevand, og, ak! (naar høit det kommer)
En Smule Fuglevildt at fest-opvarte med —
Jeg gierne dog Jer Gode gad frembære
For Alteret engang en rigtig Ret,
Der var lidt mindre tynd, og mindre let —
Hvori der ordentlig var noget at fortære,
Saa dog I og engang hos mig
Fik Jer Bekomst i Poesien,
Der er, og være bør, lidt kiødelig,
Hvis der for meer end tolv, skal være noget i ’en.
Tre Hundrede man ei bespise kan
Med bare nok saa nydelige Tanker,
Og hvad der ellers i min Hytte vanker;
Jeg føler, at det ei gaaer an.
Jeg maae (hvis jeg vil ikke see Jer vandre
Den brede Vei med de titusend andre)
See til at gotte lidt Jer Appetit
Med noget, der er meer end ellers mit —
Med noget, der ei blot det indre Øie
Forlyste kan, men hver en anden Sands,
Fornøie —
Hvormed man er begavet her til Lands,
Kort sagt, med noget af det eventyrlige,
Som man kan ta’ og føle paa, er Digt;
Thi selv en Fantasie, der hader det Uhyrlige,
Fra Tid til anden æsker sligt.
Men, Himmel! færdig med en siette Sang
Af Thora (som I syntes lide)
Mig falder ind — lyksaligviis i Tide —
Før Sætningen er kommen ret i Gang,
At — da de første Sange jeg leverte
Gik fløiten i det Blad, man konfiskerte —
Saa fik Danfanas Læsere maaskee
Fortsættelsen og Enden blot at see —
For ei at tale om Forargelsen, som Mange,
Der see paa Sammenhæng, jeg sikkert gav,
Ifald i Qvart begyndte Sange
Mod alle Regler endtes i Octav.
Med Thora maa jeg i et Telt aparte,
(Jeg meener i en egen Bog)
Naar Midnatstimen slaae (alt Elleve den slog)
Kapelforsamlingen opvarte.
Hvad? om jeg i den Knibe, jeg er i,
Til videre fortalte Jer, I Gode!
Min Drøm forleden Nat, hvis Hexerie
Har giort mig selv lidt underlig tilmode?
Hvis Aanden i den staaer mig bi,
Hvis ret mig lykkes, Jer at male
Dens Nød, og Nøddeknækkerie —
Dens lyse Billed, og dens mørke Tale —
Dens dybe Himmerig — og Helvedet deri —
Vil sikkert svæve Jer grangiveligt for Øie,
Og ruske vældigen Jer Fantasie,
Dens lange, brede, tykke, føre, drøie,
Haandgribelige Poesie.