Hvad Ondt kan Spil dog ikke foraarsage!
Nys har man et Exempel seet;
I London, eller her, det kommer ud paa Eet;
Thi Tingen kan desværre sig tildrage
Saavel i Danmark som i Engelland,
Paa alle Steder, kort, hvor Polskpas spilles kan.
Jeg uden Omsvøb altsaa vil
Fortælle det til Skræk for Hver, som elsker Spil.
I Selskab med en Deel anstændige Personer
Af Fader Adams og af Moder Evas Kjøn
Befandt sig en Minervas Søn,
Hvis Sjæl og Krop med Kjolen og med Vesten
Etcetera, hvad han nu havde paa,
Var netop Overskud til fyrretyve Kroner,
En smuk, elskværdig, ung Person for Resten,
Men Polskpassist fra Top til Taa.
Theebordet bort. Man Spillebordet henter.
Hans Majestæt Kong Caro, Dronning Coeur,
Prinds Picq, og allermeest Tref Serviteur
Han venlig hilser, og af Glæde straaler
Hans Øie, som en Drankers, naar det seer
Citronsaft, Sukker, Rom og Vand i store Skaaler
At blandes, liig vor Verdens Elementer,
Naar Tiden er ei meer.
Han spiller, det gaaer godt, og endnu vældig
Er Glæden i hans Bryst; men ak! med Eet
Beet paa sin bedste Ven, paa Tref Valet!
Han spiller atter, er uheldig.
Hvo med de Første taber, siden vinder:
Opmuntrer Haab; men snart og det forsvinder.
O grumme Skjebne er det ret?
Endnu engang perdu paa Tref Valet.
Een efter anden Kronerne borttrille;
Fortvivlet bli’er han ved ulykkelig at spille!
„Forbandet!“ — atter tabt — „Que Diable!“ — intet andet;
Han taber — „Teufel!“ — intet hjælper det,
Paa Dansk, paa Fransk, paa Tydsk, og altid reent forbandet —
Endnu engang, „fordømt!“ en Beet paa Tref Valet.
Ulykken voxer, Raseriet stiger
Med den — hvert Kort, hans bedste Kort-Ven sviger;
Dybt synker Modet under Tabets Vægt —
De tyve Kroner gaae, trods Kløver-Knægt.
Halvparten af hans Værd, hans hele Sjæl
Er der, hvor Haabet selv sig ikke tør formaste
De runde flygtende Personer at antaste.
Ulykkelige Kortspils Træl!
Fortvivlet Rolighed sig paa hans Kinder maler,
Ei mindste „Diable“ han udstøder meer,
Mørk som hans Sjæl er Øiet; men hans Qvaler
Man bedre nu end forhen seer.
„Hvad fattes Dem? — hvor staaer det sig, Bro’erlille?“
Man spørger. — „Herligt!“ svarer han og leer.
„O! vi vil gjerne holde op at spille!
„Spil, Søster! spil et Stykke paa Claveer!“
Mal a propos, Adagio! dens Toner
Forstemme reent hans alt forspændte Sjæl —
Perdu! hans Alt! hans fyrretyve Kroner!
Perdu hans hele timelige Vel!
Vildt stirrer Øiet; tre til fire Gange
Spadserer han paa Gulvet op og ned,
Som En, der grunder dybt, med gyselige, lange,
Uregelrette, tunge Fjed.
Nu holdt man op at spille; men desværre
For sildig! alt udrustet er hans Sjæl
Til Mord. „Hvorledes er det fat, min Herre?
„Maaskee befinder De Dem ikke vel?“ —
„Lidt Hovedpine,“ svarer han, „kan være
„At den forgaaer i Kjølingen;
„Jeg gaaer et Øieblik, og strax skal ha’e den Ære
„At være her igjen.“
Og dermed gik han ovenpaa. Man troede,
Han vil vel kjøle sig paa Kammeret;
Og man imidlertid Diskursen snoede
Til noget Andet — længe var’de det;
Men Ingen kom igjen. Og nu man mumled’
Om hvor fortvivlet han gik ud,
Og man blev heed om Ørene, og tumled’
Paa Gulvet om ved — Knaldet af et Skud.
Selskabet stormer op iblandt hinanden
Til Salen, hvorfra Knaldet lød;
De see Geværet slængt paa Gulvet, tæt ved Manden
Med brustne Øine, bleg og stum og død.
Man føler Puls, man kniber Næse, Hage:
Omsonst! en Smule Liv paa et og andet Sted
Tilsidst de bange Damer dog opdage.
Men der er altid Liv i hvad de røre ved.
Af Iis-Forældre den maa være fød,
Som ei, berørt af dem, lidt Tegn til Livet giver,
Med mindre han er overmaade død.
Omsider det ham og et Øieblik opliver;
Men ak! han aabner kun sin Mund,
Og siger stammende: „jeg traf dig dog din Hund!“
Imidlertid han stirred’ hen et Sted
Paa Væggen ligefor; det hele Selskab vender
Sig om, og tænker: hvad betyder det?
Igjennemskudt man der omsider kjender
Den ulyksalige — Herr Tref Valet.
Forsag alt Spil og Mord; men, om du det ei kan,
Min Læser! da gaae bort — og gjør som han.