Homers Ilias
Første Rhapsodie.
Første Rhapsodie.
Syng, Gudinde, den Harm, som tændte Peleidens Achilleus
Hierte til Hævn, og Achaiernes Folk voldt tusinde Qvaler;
Da brat Kiæmpernes Skygger i talløs Mængde til Dis
Styrtede brat, og dem selv gav Priis tilstimlende Hunde
Samt Rovfuglenes Sværm. Zeus’ Raad saa vordede fuldbragt:
Fra den Dag, da ved Tvist adskilledes først fra hinanden
Atreus herskende Søn, og den herlige Kiæmper Achilleus.
Hvo blandt Guderne vakte den Splid, som skildte dem fiendtlig? —
Zeus og Letos Søn. Thi han, mod Herskeren optændt,
Sendte til Leiren ulægelig Soet; og Folkene hensank,
Bødende Gudens den yndede Præsts Forhaaning af Drotten
Atreus Søn. Han kom til Achaiernes hurtige Snekker,
Bringende Skiænk af umaadeligt Værd, for at løse sin Datter,
Bærende Fobos Apollons, den vidthenrammendes, Laurkrands
Over den gyldene Stav, og bønfaldt alle Hellener,
Dog Atriderne fremmest, de to Hærskarernes Drotter:
Atreus Sønner og I, sølvskimrende Danaer, samtlig!
Eder forleene de høit i Olympgaard thronende Guder
Priamos Stads Nedbrud, og den velforønskede Hiemfart!
Men frigiver mit elskede Barn, og annammer min Løsning,
Erefrygtende Zeus’ fiernrammende Søn Apollon!
Flux bifaldende skingred Hellenernes samtlige Tilraab:
Præsten at ære med Frygt, og annamme den glimrende Løsning.
Atreus mægtige Søn, Agamemnon, eene bestreed det:
Vægrende jog han ham bort, og tiltalte ham haanlig med Trudsel:
Gamle! jeg raader dig, flye for mit Blik ved de bugede Snekker
Flux; og viis dig ei oftere her! dig lidt vilde nytte,
Traf jeg dig atter, din Stav, og Apollons krandsende Laurbær.
Hende jeg giver ei frie, før engang, graahærdet af Alder,
I min argiviske Borg hun, langt fra fædrene Hiemstavn,
Tiener som Væverske mig, og deler mit natlige Leie;
Tirr mig ei meere, men gak, hvis ellers du har dit Behold kiært.
Saa han talte; men Oldingen skialv, og løb hans Befaling.
Taus tilbage han gik paa det huulthenbruusende Havs Bred,
Vandrende langt afsides, og bad med sukkende Taarer
Høit til den herskende Søn af den guldhaarlokkede Leto:
Hør mig, o mægtige Gud, som med sølverne Bue dit Chrysa,
Killa, din hellige Stad, og dit Tenedos herskende skærmer,
Smintheus! Saa du tilforn mig tække dit skinnende Tempel;
Saae du mig riste tilforn, dig offrende, Tyres og Bukkes
Flommede Bove med Lyst, opfyld da denne min Siels Bøn:
Havn paa de Danaers Folk min Graad med rammende Piile!
Saa han sukkende bad. Ham hørede Fobos Apollon.
Fra de olympiske Toppe nediilte han, Hiertet af Harm fuldt,
Buen om Skuldrene hængt, og det ringstildækkede Kogger.
Kolvene skungred om Skuldrene lydt, da med Vrede han fremgik
Svingende sig; hans Øie var mørkt som sortnende Natmulm.
Fiern bag Skibene leiret, afskød han den vingede Dødpiil,
Og med forfærdelig Klang sprang Strængen tilbage paa Buen.
Muuler i Førstningen faldt for hans Skud, og hurtige Hunde,
Dog tilsidst mod dem selv henvendende Piilenes Mordflugt,
Traf han; og Baal nu ved Baal opluede Ligenes Dynger.
Ni samfældige Dage henfoer i Leiren hans Piile.
Men paa den tiende kaldte til Thing alt Folket Achilleus,
Skyndet i Hiertet dertil af den sneehvidarmede Here,
Der, for Achaiernes Folk ømtsørgende, skued dem hendøe.
Som nu forsamled de var, og Forsamlingen leiret i Kreds sad,
Reiste sig, talende saa, Fodflyvren i Kampen, Achilleus.
Om i Taaget igien, Agamemnon, vende vi hiem da,
Sværmende heden som heden, hvis ellers Døden vi undflye.
— Neppe! da baade nu Pest Achaierne tærer, og Orlog.
Dog, velan! raadspørger forud en Offrer, en Spaamand,
Eller en Drømudtyder, (thi Drømme jo komme fra Zeus og!)
Der os beteer, hvi saa saare forbittredes Fobos Apollon:
Om ham hellige Løfter forsømmedes? om Hekatombet,
Eller en rygende Duft af Lam, og uvanskede Geeder,
Maatte formilde hans Barm til end at afvende vor Omkomst?
Altsaa talede Helten, og satte sig. Pludselig fremstod
Kalchas, Thestors Søn, blandt Fuglenes Speidre den første,
Han, som erkiendte hvad er, hvad tilkommende vorder, og før var;
Og som de Danaers Snekker til Ilion havde henveiledt
Med sandsigende Kynde begavet af Fobos Apollon.
Velberaadet i Hu han tiltalede Kredsen, og sagde:
Peleus Søn, du mig byder, o herlige, lydt at forkynde
Fobos Apollons Harm, hin vidthenrammende Herskers.
Altsaa forkynder jeg her; men du tilsværg mig med Eedsagn,
Trolig med Ord, og med Arm, mig at laane din kraftige Bistand;
Eftersom vist jeg fortørner en Mand, der mægtig behersker
Argos Folk, og hvis Bud Achaierne samtlige lyde.
Stærkere dog er en Fyrste, som vred mod en Ringere fremstaaer;
Holder han og sin Harms Udbrud tilbage for den Dag,
Lurer det lønlige Nag dog stedse, til Hevnen er udført,
Dybt i hans hierte; derfor, sig frem, vil du mig beskærme?
Ham giensvarte paa Stand, Fodflyvren i Kampen, Achilleus:
Trøstig forklar du, hvad Tegn dig Himmelen gav, som du veed det!...
Thi ved Apollon selv, Zeus Yndede, hvilken du Kalchas,
Bønanraaber, saa tidt Zeus’ Raad du de Danaer kundgiør,
Ingen, imens jeg lever, og end seer Lyset paa Jorden,
Skal ved de bugede Snekker med voldsom Haand dig berøre,
Være sig hvilken Achaier, og nævnte du selv Agamemnon,
Der nu, som ypperst i Rang, stormægtigen brammer i Hæren.
Trøstig nu fattende Mod, udbrød den værdige Spaamand:
Ei Hekatombet han savner med Harm, ei hellige Løfter;
Men ham angrer hans Præst, som med Haan Agamemnon nu bortjog,
Uden at give ham fri sit Barn, og annamme hans Løsning.
Derfor sended os Jammer den Rammende, sender og end meer;
Thi han afvender ei før sin knuusende Haand fra Fordærven,
Før hin Fader igien det vevertblikkende Møebarn,
Uden Betaling befriet, man hiem, med et Festhekatombe,
Sender til Chrysa. Kun saa maaskee vi formilde ham mod os.
Saa han talte med Fynd, og satte sig. See! men nu fremstod
Atreus herskende Søn, Folkshøvdingen, Drot Agamemnon,
Optændt: Hiertet i Barmen omstrømt af kogende Galde,
Svulmede høit; og af Øinene foer vildtflammende Gnister.
Først paa Kalchas et Blik henlynende, heftig han udbrød:
"Jammerforkynder! mig stedse du gavst ubehageligt Udsagn;
Altid finder dit Hierte Behag i ulykkelig Spaadom;
Aldrig et glædende Sagn du har meldt mig, aldrig og udført!
Her nu du atter et Himmelens Tegn de Danaer melder,
Som om derfor Jammer den Rammende Folket bereder,
Fordi Chryses Datter jeg ei mod den glimrende Løsning
Villigen gav. Vist nok, jeg beholdt langt hellere hende;
Da jeg hende, for selv min Ungdoms Viv, Klytemnestra,
Holder i Agt; som hun og ei ringere findes i noget,
Hverken i Væxt, eller Blik, eller Vid og kosteligt Arbeid.
Dog nu velan, jeg hende vil afstaae, synes det bedre.
Hellere skuer jeg Folkene frelst, end Folkenes Omkomst.
Men bereder mig skyndig en Skiænk, at ikke jeg eene
Vorder imellem Achaierne her ubelønnet, med al Ret;
Thi det seer I dog samtlig, at min Belønning mig fragaaer."
Ham nu svarede du, fodflyvende Kiæmper, Achilleus:
Hovmodbrammende Søn af Atreus, Gierriges Monster!
Hvad kan skiænke dig nu til Belønning Achaiernes Heimod?
Veed jo dog ingen et Sted, hvor er giemt almindelig Forraad,
Saasom, hvad Bytte vi samled i Stæderne, samtlig er uddeelt.
Folkene sømmer og ei nu at blande paa nye hvad dem tilfaldt,
Altsaa giv du til Guden den fordrede; men vi Achaier
Love dig trefold Erstatning, ja firfold, naar engang Zeus
Ilions trindtommuurede Stads Udplyndring forunder.
Ham giensvarende talte den herskende Drot, Agamemnon:
Ikke belister, hvor bold dit Mod er, og i Skiønhed en Gud lig,
Du mig, Achilles! Omsonst du dig snoer, du fanger mig aldrig.
Altsaa vil du for dig en Belønning; imedens jeg selv skal
Sidde foruden? og mig befaler du dennes Gienagivning?
Vel! hvis mig vorder en Skiænk tildeelt af Achaiernes Heimod
Efter mit Sind, som mig fuldt erstatter i lignende Værd hin —
Ja! men tildeeles den ei, da kommer jeg selv, den at tage,
Din Belønning maaskee, vel og Ajax, eller Odysseus,Brugende Magten, og knap vil smile den Mand, jeg mig nærmer!
Dog om desligeste siden vi tales vel ved med hinanden. —
Op! nedhaler et glindsende Skib i det hellige Havdyb;
Samler i samme til Roers fulde Mandskab; og Hekatombet
Bringer i Rummet! Hun selv, den rosenfavre Chryseïs,
Føres ombord! og een af Fyrsterne føre, som Brug er,
Ajax, eller og Helten Idomeneus, eller Odysseus;
Eller, Achilles, du selv, du rædsomme Kiæmpers Kiæmper!
At os omsider den rammende Gud maa sonet formildes.
Ham nu med truende Braa tiltalede Helten Achilleus:
Ha! du i ublu Frækhed indhyllede Pønser paa Fordeel!
Hvi dog adlyder dit Bud een eeneste villig i Folket,
Enten til speidende Gang, eller og til Fiendernes Anfald?
Drog jeg dog ei for de Troers i Spydkamp kyndige Mænds Skyld
Hid til standende Strid; thi mig selv de har aldrig fornærmet.
Aldrigen tog de mig Gangere bort, og aldrigen Hornqvæg;
Heller og aldrig i Ftias af Avlsmænd vrimlende Klimegn
Skiændte de Frugten; i det os skiller uendeligt Rum ad,
Skovomskyggede Bierg’, og Havets bruusende Bølger.
Dig, skamløseste Mand, dig fulgte vi, dig at fornøie;
Søgende blot Menelaos, og dig, Uhyre, at hevne
Her paa de Troer. Men sligt ei rører dig, agtes dig intet.
Selv og min Belønning du truer nu, bort mig at tage
Som jeg tilkiæmpte med Sveed, og mig skiænked Achaiernes Sønner.
Har jeg dog aldrig en Skiænk, lig din, naar nogen af Trojas
Velbefolkede Stæder i Gruus de Danaer nede brød.
Krigens de tungeste Byrder i Slagets vildeste Tummel
Stedse fortroes min Arm; men saasnart til Deeling det kommer,
Din er den større Belønning; og jeg, med en liden begavet,
Vender fornøiet til Snekkerne hiem, udmattet af Kampen.
Nu jeg drager tilbage til Ftia; baader mig meer dog
Hiem med de snablede Snekker at gaae. Du neppe dog, troer jeg,
Mig vanærende her, stort vinder i Gods eller Rigdom!
Ham nu svared igien Agamemnon, Folkenes Fyrste:
Flye kun, lyster dig saa, flye! flye! dig sandelig jeg ei
Beder, for min Skyld dvæle! jeg har end Kiæmper omkring mig,
Hvilke mig hædre med Huld; og især den raadende Gud, Zeus.
Ingen jeg hader, som dig, blandt de gudstadfæstede Drotter!
Stedse dog Kiv dig er kiær, og Kamp, og krigersk Tummel!
Trodser og alle din Arm, en Gud har sligt dig forundet.
Gaae med Snekkerne dine, kun hiem, samt hele dit Mandskab,
Myrmidoner at styre! Du agtes mig fuldelig intet!
Intet er mig din Harm! Men her jeg siger dig eet Ord:
Nu mig Chryses Datter unddrages af Fobos Apollon,
Vil paa mit Skib jeg hende ham og med egen Bemanding
Sende; men jeg, jeg henter den rosenfavre Briseïs,
Din Skiænk, kommende selv i dit Telt; at fuldt du maa lære
Hvad din Magt er mod min, og enhver maa, zittre Herefter,
Sig at maale med mig, og at byde mig Trods for mit Aasyn!
Saa han talte; men vild blev Peleus Søn, og hans Hierte
Under det loddene Bryst, tvefold tvivkbankende, raadslog,
Om han det hvæssede Sværd løsrivende flux sig fra Hoften,
Splittende Hoben omkring, nedboerte paa Stand Agamemnon;
Eller nu stillede bedre sin Harm, og tæmte sin Siæls Mod.
See! som nu dette han vog i sit Sind og Tankernes Omløb,
Og af Skeden alt drog Storsværdet, svæved fra Himlen
Pallas ned, ham sendt af den sneehvidarmede Here,
Hvilken for begge med Huld bar Omsorg, elskende begge.
Bag ham hun standsed’, og greb ved de gyldene Lokker Peliden,
Ham sig aabenbarende klart, men skiult for de andre.
Studsende skialv Achilleus, og vendte sig; flux han erkiendte
Pallas Athene, thi Skræk ham lynte den Straalendes Øine.
Fæstet paa hende hans Blik, udfoldte han Ordenes Vinger:
Hvi kom, Datter af Zeus, den skyeskioldvæbnede, hid du?
Mon for at see mig forhaant af Atreus Søn Agamemnon?
O! men jeg sværger dig her, og sandelig vorder det fuldbragt:
Hans hovmodige Frækhed om kort Tid koster ham Livet!
Derpaa svarede Zeus bliktindrende Datter Athene:
For at stille din Harm, hvis du lyder mig, steg jeg fra Himlen,
Ned, dig sendt af Gudinden, den sneehvidarmede Here,
Hvilken for begge med Huld har Omsorg, elskende begge.
Hør mig! lad fare nu Strid! dit Sværd ei drage din Arm nu!
Dadle ham kan du med Ord, og de falde saa tungt, som de ville!
Men det lover jeg her dig, og sandelig vorder det fuldbragt;
Eengang byder man dig trefold saa herlige Gaver
For din Forhaanelse nu. Tving derfor dit Mod, og adlyd os!
Hende nu svarede du, fodflyvende Kiæmper, Achilleus:
Himmelske Bud, o Gudinde! det sømmer sig os, at adlyde,
Hvor heftig og kaager vor Barm; thi saadant er bedre;
Den, som Guderne lyder med Skye, bønhøre de naadig.
Talt, han nu hæmte den vældige Haand i det sølverne Hæfte,
Heelt indbælgende Sværdet igien; og handled’ ei i trodsig,
Mod Athenæas Bud. Hun selv steg op til Olympgaard.
Atter, i Skioldforfærderens Borg, til de øvrige Guder.
See! men Peliden begyndte paa nye med heftige Spydord
Mod Agamemnon; endnu han ei lod fare sin Vrede:
Viindunsthelt, med den Gisendes Blik, og den Takkedes Kiækhed!
Aldrig hverken til Kamp dig med Skarerne selv at bevæbne’,
Eller paa Speiden at gaae med Achaiernes ypperste Sønner,
Understod sig dit Mod; sligt er skinbarnligen Død dig.
Vist er det mere bequemt, i Achaiernes bredede Krigsleir
Gaver at røve fra ham, som blot dog taler imod dig,
Folkopslugende Konge! thi Niddinger kun du behersker,
Eller, Atride, "din Haan i Dag var bleven den sidste!
Men jeg melder dig her, og bekræfter mit Ord med et Eedsagn:
Ja! ved denne min Stav, som ei Løv meer skyder og Qviste,
Siden engang den Bullen forlod i Biergenes Skove;
Aldrigen knoppes den meer; thi rundt afskavede Jernet
Løvet og Barken deraf; men nu Hellenernes Sønner
Bære, som Dommere den i Hænderne, medens de Zeus Ret
hævde — det være dig her min Eeds den høie Bekræftning!
Snart vil, savnet engang af Argeierne samtlig, Achilleus
Ønskes tilbage; men du da søger omsonst i dit Siels Angst
Redning, naar styrted’ i Skarer af Kampmands draberen Hektor,
Disse faldende døe da vil dybt i Hiertet dig nage
Rasende Harm, at i Dag du den tapperste Dag nær haante.
Altsaa Peliden; og kastede ned paa Jorden sin Domstav
Rundt med de gyldene Navler omprydt; og satte sig atter.
Mod ham stirred Atriden, og frysede. Mellem dem opstod
Nestor, med Ordenes Sødme, de Pyliers tonende Taler,
Fra hvis Læbe hver Lyd med Honningens Olie henflød.
Ham var tvende, med Tale begavede Menneskeslægter
Svundne forbi, som med ham samtidig vored og leved
Hist i det hellige Pylos; og han hersked i tredie Slægt nu.
Med velmeenende Hu han tiltalede Kredsen, og sagde;
Vee! hvor almindelig Sorg det achaiske Land sig nu nærmer!
Sikkert vil Priamos glædes derved, og Priamos Sønner,
Alle de samtlige Troer og inderlig frydes i Hiertet,
Naar dem berettes engang, hvor I splidagtigen kives,
I, de Danaers Fyrster i Raad, og Fyrster i Kampen.
Lyder min Røst! I begge dog Børn kun ere mod Nestor!
Gik jeg dog mangen en Gang med stærkere Mand end med eder
Fordum, i Ledding; og aldrigen de dog agted mig ringe.
Aldrigen skued mit Blik, og skuer vel aldrigen meere
Mand, som Perithoos var, og Dryas, Folkenes Hyrde,
Keneus, eller og Helten Exadios, og Polyphemos.
Sikkert vare de stærkeste de blandt levende Jordboer,
Vare de stærkeste selv, og drege til Kamp mod de sterkste,
Mod Biergtroldenes Hær, anrettende gyseligt Blodbad.
Hines Krigsstalbrødre var jeg, henvandret fra Pylos
Fiern, fra det apiske Land; thi de selv mig kaldte til Medhielp.
For min Deel jeg og mit medkæmpte; men ingen i Kampgang
Vilde mod hine bestaae blandt dem nu leve paa Jorden;
Og dog hørte de Varsel af mig, og løde mit Ord ad.
Men adlyder og I; thi, mit Raad at lyde, Jer baader!
Hverken nu du, hvor mægtig du er, ham tage sin Møe bort;
Men ham lad, hvad ham gav eengang Achaiernes Sønner;
Heller ei du, Pelide, dig hav opsætsig mod Kongen,
Trodsende ham; da dog aldrig en lignende Herlighed tilfaldt
Nogen med Domstav herskende Drot, som Værdighed Zeus gav.
Er og den stærkere du, da til Moder du har en Gudinde,
Langt dog den mægtigste priser sig han, som flere behersker!
Atreus Søn, lad fare din Harm! jeg og vil Achilleus
Bede, sin bruusende Barm at berolige; ham, som i Krigens
Yderste Nød er den vældigste Værn for Achaiernes Skarer.
Ham giensvarende, talte den herskende Drot, Agamemnon:
Sandelig, Olding, det alt du talte med sømmelig Anstand.
Men bestandig vil hin frembramme for alle, som ypperst;
Alle vil han befale, som Drot, og alle beherske;
Hver og tilvinke sit Bud, som, meener jeg, ingen adlyder.
Gav ham og Spydkamps Styrke de altid værende Guder
Mon de ham derfor tillod at fornærme med hvert hans Munds Ord —
Ham, afbrydende Talen, nu svarede Helten Achilleus:
Sandelig! feig, og en Nidding med Ret jeg burde benævnes,
Hvis jeg veeg dig i alt, naar med Ord og Mine du truer.
Andre du saa kan beherske vilkaarligen; mig du kun aldrig
Vinke dit Bud; jeg torde fra nu dog lidet det lyde!
Kun eet Ord jeg forkynder dig her, du giem det i Hjertet:
Ingensinde jeg hæver min Arm til Strid for en Moes Skyld,
Hverken mod dig eller nogen; I røve, hvad selv I mig gave.
Men af alt hvad for Resten er mit ved den glindsende Snekke,
Mod min Villie neppe du tager det ringeste bort mig.
Eller velan, forsøg det engang; at alle maa skue
Hvor paa Stand fra mit Spyd skal rinde dit galdede Brystblod!
Altsaa med Ord mod Ord de streed; og reiste sig begge,
Derpaa hævedes Thinget ved Argos bredede Strandleir,
Medens Achilleus til Teltene hen og de svævende Snekker
Vandrede, fulgt af Menøties Søn, og samtlige Fæller.
Men Agamemnon nedlod i Havet den hurtige Snekke;
Valgte tyve deri til Roers, og lod Hekatombet
Guden indskibes, og selv han Chryses blomstrende Datter
Fored ombord; som Styrer besteg Bagstavnen Odysseus.
Flux lagt ud nu paa Dybet de pløiede Bolgernes Udørk.
Atreus Søn bød Folkenes Hær at rense sig festlig;
Og de rensede sig, og udkastede Smitten i Havet.
Offrede saa til Apollon uvanskede Tyres og Bukkes Fedt
Hellige Bodhekatomber paa Bredden af. Dybenes Udørk;
Og i den hvirvlende Røg opsvævede Duften mod Himlen
Saa var Vrimlen i Leiren beskæftiget; men Agamemnon
Satte forbittred i Værk, hvad han forhen trued Achilleus,
Og til Taltybios flux og Eurybates lød hans Befaling,
Hvilke Herolder ham var, og raskudførende Livbud:
Iiler til Peleus Søns, Myrmidonerens Telt, og ved Haanden
— Lager, og bringer mig hid hans Møe, den favre Briseïs;
Vagrer han sig, saa forkynder, at selv jeg kommer, med flere,
Hende med Magt mig at hente, som meer skal vorde ham rædsomt!
Saa han befaled, og sendte dem bort med det truende Budskab.
Nodigen vandred de hen ved det aldrigdyrkede Havs Bred,
Nagende Teltenes Leir ved Myrmidonernes Snek Eer.
Ham de siddende fandt, ei langt fra det glindsende Drotskib,
Foran Teltet; og ei blev froe ved at see dem Achilleus.
Begge forvirred’ af Angst, og ærefrygtende Drotten,
Standsed, og fored ei frem eet Ord til Sagn eller Spørgsel.
Men han selv, i sin Aand alt giættende Budet, udbrød saa:
Fred med eder, Herolder, I Guds og Menne skers Ombud!
Nærmer eder! I ei er skyldige! kun Agamemnon,
Der har eder mig sendt om den rosenfavre Briseïs.
Altsaa, velan, før Møen herud, min ædle Patroklos,
Og giv hende dem hen. Men selv de være mig Vidner
For de salige Guder, som for de svindende Fordboer,
Og for Kongen, den grumme! Hvis nogensinde herefter
Ekulde behøves min hielp til skiændig Elendigheds Afværg
Fra hint Folk...!, Ha, blindt til Fordærv fremfuuser hans Affind,
Ikke betænkende det, som er skeet, ei blikkende fremad,
Hvor ham ved Flaaden i Kamp skal frelses Achaiernes Hær!
Saa han talte. Patroklos adlød den elskede Vens Bud;
Hented af Teltet, og gav den rosenfavre Briseïs
Buddene hen; og tilbage de gik til Achaiernes Snekker.
Nødigen vandred’ med disse den yndige Møe. Men Achilleus
Græd; og fra Fallerne flux sig vendende, gik han mod Havet,
Satte sig taus paa dets Bred, vildt stirrende hen i dets Dybmulm;
Og til den elskede Moder han bad med strækkede Hænder:
Moder, da dog til et kort her varende Liv du mig fødte,
Burde dog Hæder mig Zeus, den Olympier, fuldelig yde,
Hin hoittordnende Gud; men nu slet ingen han seer mig.
Har jo dog Atreus Søn, Storherskeren, Drot Agamemnon,
Nu mig vanæret, min Skiænk sig egnende, den han mig frateg!
Saa han talte med Graad; ham hørte den værdige Moder,
Som hos den sølvgraa Fader hun sad i Dybenes Afgrund.
Ilende svang hun sig op af det skummende Hav, som en Taage;
Og, sig sættende hen ved den taarerudgydendes Side,
Tog hun ham venlig ved Haand, og tiltalte ham kielent, og sagde:
Kiæreste Barn, hvi græder du saa? hvad tynger dit Hierte?
Sig mig det, dølg mig det ei, at begge vi to det maa vide!
Sukkende dybt udbrød Fodflyvren i Kampen, Achilleus:
Moder! du veed det dog alt; hvortil en unødig Fortælling?
See! vi droge mod Theben, Eëtions prægtig Taarnstad,
Ødelagte den reent, og hiddrog alt hvad deri var.
Byttet imellem sig deelte med Skiæl Achaiernes Sønner,
Og for Atriden blev valgt den rosenfavre Chryseis.
Chryses siden, Apollons, den fiernfrarammendes, Offrer,
Kom til de kobberomskiermte Helleners hurtige Snekker,
Bringende Skænk af umaadeligt Værd, at løse sin Datter;
Bærende Fobos Apollons, den fiernfrarammendes, Laurkrands,
Over den gyldene Stav; og bønfaldt alle-Hellener,
Dog Atriderne fremmest, de to Hærskarernes Drotter.
Flux bifaldende lød Achaiernes samtlige Tilraab:
Præsten at ære med Frygt, og annamme den glimrende Løsning.
Atreus mægtige Søn, Agamemnon, allene det modstred:
Haanligen jog han ham bort, og tiltalte ham heftig med Trudsel.
Harmforbittret tilbage han gik, men Fobos Apollon
Hørte den Bedendes Raab; thi høit han elskte den Gamle,
Myrdende Piile han skød mod de Danaers Folk; og de Trufne
Henfaldt, Dynger af Liig paa Liig, da den Rammendes Piile
Vidt foer giennem Achaiernes Hær. Omsider en Spaamand,
Kyndig i Tegn, os bebuded den fiernfrarammendes Gudraad.
Jeg, den første, tilraadede flux, os Guden at sone;
Men Atriden, optændt af Forbittrelse, pludselig opstod,
Og forkyndte mig, truende lydt, hvad nu mig er udført.
Hende paa glindsende Stavn sortbrynede Danaers Mandskab
Føre til Chrysa, med Offerets Skænk til Kongen Apollon.
Men nys kom i mit Telt Herolder, og toge deraf bort
Brises blomstrende Datter, som selv mig Achaierne skænkte.
O! hvis saadant du evner, antag dig din Søn nu, og hielp ham!
Stig til Olympos, og bed til Zeus, om før du hans Hierte
Nogensinde med Ord har glædet ham, eller med Idræt!
Har jeg dog hiemme dig oftere hørt, i den fædrene Drotborg,
Rose dig af, hvor engang du den skyemulmdækte Kronion
Eene blandt Gudernes Hær for skiændig Fornedrelse friede,
Da ham de andre Olympiers Magt fræk prøved at fængsle.
Here, med Poseidaon fortørnet, og Pallas Athene.
Dog, o Gudinde, du kom, og løste ham ud, da de bandt ham.
Hundredarmen opkaldende flux til Olympens Befæstning,
Ham, som Briareos nævnes af Guderne; men af de Jordboer
Samtlig Agæon; som Faderen selv langt viger i Styrke.
Tæt hos Kronion nu han hensatte sig, trodsende kraftfroe;
See! og fra Fængslingen skialv tilbage de salige Guder.
Sæt dig nu hen, ham erindrende sligt, og omfavn du hans Knæe ham:
At det ham maatte behage, med Kraft de Troer at bistaae
Selv, og til Flaaden og Havet Achaiernes Skarer at trænge
Fald paa Fald; at det Folk eengang faaer nok af sin Hærdrot,
Og han, Atreus Søn, Storherskeren, selv maa erkiende
Hvad han forbrød, da han saa den tappreste Danaer haante.
Ham nu svarede Thetis igien med rindende Taarer:
Vee mig, o Barn, at jeg dig opfostred, ulykkelig fødte!
Ak! at ved Snekkerne her du frie for Taarer, og ukrankt
Sad, da dig Skiæbnen et Liv saa kort dog undte, saa reent kort!
Men afblomstrende tidlig, og ulyksalig for alle
Blev du tillige! Ja dig jeg bar i Palladset til Uheld!
Dette dog Lynildsvingeren Zeus, at berette, hvis Bøn ham
Rører, opstiger jeg selv til det sneeglandstindrende Gudbierg.
Du bliv siddende her ved de lethenglidende Snekker,
Og, paa de Danaer vred, afhold fra Kampen dig ganske!
Zeus just vandred i Gaar mod Okeanos hen, til de fromme
Aethioper, som Giæst; og Guderne fulgte ham alle.
Om tolv Dage han vender sig hiem igien til Olympgaard.
See! da stiger jeg op til den Herliges hvelvede Malmborg,
For at omfavne hans Knæ, og jeg haaber, hans Barm at bevæge.
Saa hun taled, og ilede bort; og lod ham allene
Harmforbittret i Hu for den skientombeltede Pige,
Som man havde med Vold ham bortført. See! men Odysseus,
Bringende hist Hekatombet, det hellige, nærmte sig Chrysa.
Skyndigen, som de nu der i Bugtens dybnende Fiord kom,
Sloge de Seilene fra, dem stuvende sammen i Rummet,
Firende Masten ved Stagene ned i den fangende Gaffel,
Hurtig, og skoddende frem, med Aarer til Landingens Leie.
Kasted paa Sandet de Dræggene hen, og fortsiede Snekken.
Ud nu stege de selv paa den havbesqvulpede Strandbred;
Ud blev bragt Hekatombet til Rammeren, Fobos Apollon;
Ud Chryseis og steeg af den havhenskridende Snekke
Hende nu førte til Alteret hen Viismanden Odysseus,
Gav i Faderens Hænder den elskede Datter, og sagde:
Chryses, mig sendede hid Hærskarernes Drot Agamemnon,
Dig at tilbringe din Datter, og Bodhekatombet til Fobos,
Her, i de Danaers Navn, at ofre, sonende Guden,
Hvilken Achaiernes Folk vidthylende Jammer beredte.
Talt, han nu Møen hengav i hans Haand; og frydet imodtog
Denne det elskede Barn. Flux hine nu Bodhekatombet
Ordned til Guden i Kreds om Alterets stienne Forhøining;
Toede saa Hænderne rings, og toge det saltede Bygskraa;
Medens Chryses foran bad høit med løftede Hænder:
Hør mig, o vældige Gud, som med sølverne Bue dit Chrysa,
Killa, din hellige Stad, og dit Tenedos herskende skiermer!
Ligerviis som tilforn du mig hørte, da høit jeg dig bonfaldt,
Som du mig hædrede huld, og Achaierne haardelig angreb;
Altsaa paa nye du og her opfylde mig denne min Siels Bøn:
Afvend nu fra de Danaers Folk den hevnende Jammer.
Saa han sukkende bad; og hans Suk bønhørte Apollon.
Efter Bønnen nu hine henkastede Bygget, og opad
Nøddenes Halse de bog, og slagted, og hudede hvert af;
Udskar Bovene først, og omviklede disse med Flommen
Dobbelt; og oven paa dem blev lagt det plukkede Smaakiød.
Oldingen stak nu Veddet i Brand; og Druernes Purpur
Gød han derpaa; rundtom stod Ynglinger holdende Femsped.
Først da man Bovene havde forbrændt, og Fyldingen forsmagt,
Ekar man det øvrige Kiød og smaat, og stak det paa Haandsped,
Ristende varligen det, og trak tilbage det Stegte.
Saa blev det festlige Værk fuldendt. Da Maden beredt stod,
Spiste de sammen, og hver sin Bekomst blev rundelig tildeelt.
Men da nu Hungerens Krav, og Tørstens fuldelig stilt var,
Fyldte de Unge paa nye Viinkrukkerne samtlige til Randen,
Og, iskienkende hver, omdeelte de Bægre til alle.Saa den udslagene Dag, med Sang forsonende Guden,
Tonte den yndige Pean Achaiernes blomstrende Mandskab,
Høit til den Rammendes Priis; og han hørte den glad i sit Hierte.
Som ned Solen nu sank, og Mørket brededes rundt om,
Lagde sig alle til Roe ved den velfortsiede Snekke.
Men, som af Skumringen Eos med Rosenfingrene frembrød,
Styred tilbage de hiem til de Danaers bredede Krigsleir.
Medbør sendte dem blid den vidthenrammende Hesper,
Just som de reisede Masten, og sloge de skinnende Seil ud.
Vinden nu spiilede Seilene stramt; og Dybenes Purpur
Larmed om Kiølen i fraadende Skum, da det skiærende Skib skød
Hen med uhemmelig Tilen igiennem de kløvede Bølger.
Da de nu ankom nær ved Achaiernes brede Krigsleir,
Droge den glindsende Snekke de flux høit op paa det Tørre
Over den sandige Bred, og stillede Blokke derunder;
Gik saa til Teltene hen bag Snekkerne, skildt fra hinanden.
Vred imedens han sad ved de lethenglidende Snekker,
Peleus herlige Søn, Fodflyvren i Kampen, Achilleus.
Aldrig meere til Thinge, hvor Mænd forherliges, — gik han,
Aldrig mere til Strid; men Græmmelse naged hans Hierte,
Siddende der med sin Lyst til Kamp, og Klirren, og Krigslarm.
Som nu blandt Morgnernes Grye det tolvte dagnende frembrød,
Vendte sig hiem til Olympos de altidværende Guder
Samtlig igien; Zeus førte; men Thetis den elskede Søns Sag
Ikke forgiatted. Hun op af Dybet i Dagningens Frembrud
Skød sig, og steg til Olympos, og Himlens stærke Befæstning.
Der hun afsides, allene, den vidtomskuende Zeus fandt
Høit paa den øverste Tind af det takkeromtoppede Gudbierg.
See! og hun satte sig hen for den Herlige. Favnende bønlig
Der med den venstre hans Knæ, med den høire berørende Hagen,
Førte hun frem sin Begiæring til Kongernes Konge Kronion:
Fader Zeus, om jeg før blandt de samlede Guder til Baade
Var dig med Ord eller Daad, opfyld da denne min Siels Bøn:
Hædre min elskede Søn, som det korteste Liv iblandt Alle
Lever; og hvilken nu dog Hærskarernes Drot, Agamemnon,
Fræk har vanært, da hans Skiænk han ham tog, og stedse beholder:
Selv du nu hædre ham dobbelt, Olympier, raadende Gud, Zeus!
Overmagt du forunde de Troer, indtil de Achaier
Hædre min Søn, og ham Ære, med Aabod, rundelig yde!
Talt. Ei svarte derpaa Lynsvingren i Tordenens Mulm, Zeus.
Lange sad han, og taug. Men Thetis klyngede tæt sig
Til det omfavnede Knæ, og begyndte paa nye ham at bede:
Lov mig det helligen! giv mig dit Sagn! o skiænk mig et Tilvink!
Eller slaae mig det af, Ubevægede! Ganske jeg veed da,
Hvor iblandt alle dog jeg er den meest uærte Gudinde.
Hende nu svarede mørk Lynsvingren i Tordenens Mulm, Zeus:
Misdaad sandelig nu du begaaer, at til Strid imod Here
Du mig opegger, om siden med Knurr herfor hun mig tirrer.
Kives hun noksom dog alt i Guderforsamlingen med mig,
Høit paastaaende stedse, jeg Troerne hielper i Kampen!
Dog gaae du nu tilbage med Jil, at ikke dig Here
Mærker, tilstillende mig, den Sag at forhandle med Omsorg.
Skynd dig! Med Hovedets Nik jeg her tilvinker dig Tillid.
Er jo dog dette mit Tegn for de samtlige Guder det største:
Aldrig bedrageligt er, og tilbagekaldeligt aldrig,
Evig urokkeligt fast, hvad, nikkende saa, jeg forjætter!
Talt; og, med sortnende Braa tilvinkende, nikte Kronion.
Om det ambrosiske Hoved henrullede Herskerens favre,
Fremadrystede Haar, og Olympens Hvelvinger grundskialv.
Saa, Raadslagningen endt, de skilledes. Atter hun nedfoer
Dybt i Dybenes Skiød fra den glandsomskimrede Gudborg.
Zeus til Palladset nu gik, og de Himmelske reiste sig alle,
Gudernes Fader imøde: rundt om ved den Kommendes Nærmen
Ingen i Sædet forblev, men imøde ham treene de samtlig.
Der han nu Thronen besteg, og satte sig. Medens alt Here
Havde det mærket, hvor nys med ham et hemmeligt Raad holdt
Havmandoldingens Datter, den sølvfodglindsende Thetis.
Flux med bebreidende Tunge tiltalte hun Herren, Kronion:
Hvilken Gud har nu, svigfulde, paa nye dig i Raad havt?
Stedse dog er det din Lyst, dig at fierne fra mig, for afsides
Lønlige Raad at oplægge, forordnende! Mig du dog aldrig
Nogensinde har sagt godvilligen nogen din Tanke! —
Hende nu svarede Menneskens Slægts og Gudernes Fader:
Here, tiltroe dig og ikke, hvert Raad, jeg beslutter, at indsee;
Vanskeligt vorder dig sligt, endskiendt min Viv, for bestandig!
Vel skal aldrig af alt, hvad dig er meddeeleligt, nogen,
Forend du selv, blandt Guder og Mennesker, vide det mindste;
Dog, hvad jeg selv, fra Guderne fiern, allene vil raadslaae,
Derom spørg du mig aldrig; umueligen forsker du saadant!
Ham giensvarte derpaa den med Høihed blikkende Here:
Naadsommægtige Zeus, hvad talte du der for et Ord ud?
Ingensinde dog før jeg udspurgte dig, aldrig og forhørte;
Men fuldkommen i Roe, hvad helst dig behager, du raadsleder.
Dog nu frygter mit Hierte med Grund, at nys dig besnærte
Havmandoldingens Datter, den sølvfodglindsende Thetis;
Thi hun i Dagningen sad, dit Knæ tætfavnende, for dig;
Og jeg formoder, at hende med Nik du loved, Achilleus
Hæder at tee, ved Achaiernes Fald, nær Snekkernes Strandleir.
Hende tiltalede nu Lynsvingren i Tordenens Mulm, Zeus:
Underligaandede! stedse formoder du, lurende paa mig!
Dog udretter du saa slet intet! mit Hierte kun altid
Mere fremmed du bliver, hvad meer vil vorde dig rædsomt!
Hvis og dette nu skeer, saa skeer, hvad mig lyster, der skee skal.
Altsaa du bliv siddende taus, og lyd min Befaling!
Thi dig skiermed omsonst al Gudernes Har i Olympgaard,
Traadte jeg frem, og udstrakte mod dig de knusende Hænder.
Saa han talte; da skialv den med Høihed blikkende Here.
Taus hun siddende blev, og betvang det brusende Hierte;
Men Høisalen gienlod af Uranionernes Sudsuk.
Mellem dem tog nu til Ords hin haltende Kunstner Hefæstos,
Om for sin elskede Moder, den sneehvidarmede Here.
Ulyksaligt dog vorder, og snart utaaleligt saadant,
Naar for en Dødeligs Sag I to saa skilles i Tvedragt,
Og iblandt Guderne vække Tumult. Fast aldrig et Maaltid
Nyder man mere med Lyst; thi det blir jo dagligen værre.
See! jeg raader min Moder, som selv vist skiønner hvad klogt er,
Fader Kronion at viise sig om; at ikke paa nye han
Atter maa skiænde, vor Fader, og reent forstyrre vort Gilde.
Thi, hvis det falder ham ind, Lynherren i Himmelens Skrækmulm,
Os at styrte fra Thronerne ned, hvad evne vi mod ham?
Altsaa velan, du med venlige Ord ham røre hans Hierte,
Snart da vorder, forsont, den Olympier mild mod os alle.
Talende saa han opstod, og hented det dobbelte Bæger,
Gav det sin Moder i Hænderne hen, og sagde fremdeles:
Taal, o kiæreste Moder, og fat dig, hvad og du maa lide!
At jeg dog ikke med dette mit Blik maa skue dig, elskte,
Straffet med Slag! jeg søgte, saa dybt mig og saaredes Hiertet,
Redning omsonst; thi hvad Gud kan mod den Olympier fremstaae?
Ak! alt fordum engang, da jeg søgte til hielp dig at komme,
Greb han ved Foden, og svingte mig ned fra det himmelske Dørtrin,
Hele Dagen jeg fløi, og da Solen dalede, faldt jeg.
Ned paa Lemnos, som død; thi jeg aandte kun gispende Livet.
Der dog de Sintiers Folk optoge mig faldende venlig.
Saa hans Ord; da smiilte den sneehvidarmede Here;
Smilende tog hun den elskede Søn nu Bægret af Haanden;
Og for de samtlige Guder, fra høire begyndende, rundt om,
Skienkte han, øsende hyppig af Krukken den liflige Nektar.
Men uudslukkelig Latter betog de salige Guder
Ved at betragte Hefæstos saa vims, og saa flink omkringgaae.
Saa den udslagene Dag, til Solens sildige Nedgang,
Varede Gildet, og hver sin Bekomst fik rundelig tildeelt,
Mens den fortryllende Klang af Apollons tonende Luth led
Lydt til de liflige Stemmer i Musernes svarende Sange.
Men da nu endelig ned sank Helios lysende Fakkel,
Ginge til hvile de samtlig, enhver til sit eget Pallads hen,
Hvilket Hefæstos selv, den haltende Kunstneres Kunstner,
Fordum havde dem bygt med sindrig Klygt og Erfaring.
Selv og til Leiet nu gik Lufthimmelens tordnende Gud, Zeus
Hvor ham natligen vinkte til Roe den liflige Slummer;
Der han til Hvile nu steg med den guldstolthronende Here