Selvindbydelse
(Efter Horaz.)
(Efter Horaz.)
Du seer hvor grimt den kolde Vinter-Gud
Har dannet om vor Jord;
Alt Spor af Liv er slettet ud;
Naturens blege Liig staaer skiult med Flor.
Vor Frues, og Sanct Peters Spiir opthroner
I Skyen, som to Keridoner.
Naar Solen efter et Besøg saa kort,
Gaaer bag ved Kiøge ned;
Liig Rammonds Gienfærd hvidt og sort,
Vort runde Taarn man seer og gyser ved.
Usikre Fod, imens du frygtsom stirrer,
Paa glatte Kannikstræde svirrer.
Hist krandse sorte Træer hvide Vold;
Ved Porten, som Socrat
Paa Isen fordum, stiv og kold,
Staaer ubevægelig en lang Soldat;
Og hist paa glatte Træskoe snel forfølger
En Pog en anden Pog paa frosne Bølger.
Spar ei dit Brænde, fyr i Ovnen brav!
Giør Stuen dygtig varm!
Tag Ponsebollen frem, og lav
Din Ven en Drik, som hede kan hans Barm!
Fyld Glasset, og lad Boreas derude
Saa meget som han gider, tude!
Det øvrige lad Himlen sørge for,
Som tæmmer Storm og Hav,
Som giør, at Purken dristig gaaer
Paa Træskoe der, hvor Helten fandt sin Grav —
Lad Ponsen tøe vor Krop og drukne Sorgen,
Og Himlen raade for i Morgen!