O! du, mit Haab, min Fryd, min Sang,
Min Siels tilbedede Veninde!
Sig, kan min Harpes svage Klang
En Adgang til dit Hierte finde?
Kan Musens stille Harmonie
Dig, Elskte! haabe mildt at røre?
Vil du dens kielne Sværmerie
Med sympathetisk Vellyst høre?
Kan den opfylde dette Bryst,
Hvor sig min hele Himmel hæver,
Hvorpaa min Tanke henrykt bæver,
Med Tusinddelen af sin Lyst?
Naar ingen Qval min Siel betynger,
Fordi du smilte til mig ned;
Naar om lyksalig Kierlighed
Jeg drukken af min Vellyst synger,
Og drømmer mig i Glædens Hiem,
Imellem smilende Camener,
Og seer de høitidsfulde Scener,
Og fuld af Ild udmaler dem;
Og i hver yndig Elskerinde
Kun stræber at beskrive Dig,
Naar skiøn, som Kierligheds Gudinde,
Du med dit Smil bestraaler mig,
Kan du da kiende svagt igien
Et Glimt af dine Yndigheder,
Lig Duggens Blink, naar Solen spreder
Sin Glands paa Engens Græsstraa hen?
O! vil du se hvert Træk, hver Tanke,
Som sand og skiøn udmærker sig,
Og troe, Camenerne dem sanke,
Som Bier af en Blomst, af Dig;
Og i hver rigtig Tone høre
En Gienlyd af den Harmonie,
Hvormed du tryller tit mit Øre
I Glædens egen Melodie;
Og vil du ei med Haan foragte,
Naar Tiden kieder dig engang,
Den ubetydelige Sang,
Dig i sin Ruus min Elskov bragte;
Men venlig skienke Bifalds Smil
Til Sangerindens svage Toner,
Jeg ei min Løn bortbytte vil
Med alle Seclers Laurbærkroner!
I hine ridderlige Dage,
(Hvis Eventyrer jeg med Flid
Mig kalder ofte froe tilbage
Fra spæde Barndoms Legetid,
For mig igien om alt at minde,
Som den gang sødt henrykte mig,
For, medens mine Taarer rinde,
At tænke, jeg var lykkelig,
Da intet tyngede mit Hierte,
Mens stolt jeg paa min Kiephest reed,
Og ingen Sorg, og ingen Smerte
Paa Kinden lokked’ Taarer ned;
Da Hvælvingen og Kirkemuren
Var ene Grændser for min Roe,
Mens rundt omkring mig al Naturen
For Resten spøgte, sang og loe,)
Der var engang i Tydsklands Rige
En Keiser, ædel, viis og god,
Som i særdeles mange Krige
Beviste vidt og bredt sit Mod;
Man kaldte ham den Store, — somme
Paastod han kaldtes saa med Ret;
Og havde Grund til deres Domme.
Mit Eventyr skal vise det.
Han hersked’ over mange Lande
Fra Vest til Øst, fra Syd til Nord;
Kort, Fierdeparten af vor Jord
Bestyrede hans ene Pande;
Men i hans hele Herredom,
I alle dettes Slotte, Stæder,
Blandt alle disses Herligheder,
Saae man fra Hamborg indtil Rom,
Hvorhen man ogsaa vilde kige,
Dog ei hans skiønne Datters Lige;
Og den, som eengang hende saae,
Lod Cöln, Paris og Pavens Sæde,
Naar han kunde hende faae,
I Jorden synke ned med Glæde.
Saa, naar i eensom Aftenstund,
Fordybet i sit Hiertes Tanker,
Ved Maanskin i den stille Lund
Din Elsker, o Seline! vanker,
Og med fortryllet Øie skuer
Den stiernefulde Himmels Pragt,
Mens Hierte, Siel og Tanke luer
Ved evig Guddoms følte Magt;
Da sukker han: du store Skaber!
Den hele Jord maa være din,
Den hele Himmel glad jeg taber,
Lad kun Seline blive min!
Ved Keiser Carl den Stores Hof
Var tolv Aglajer og Thalier,
Som hver gav overflødig Stof
Til Hymner og til Elegier.
Hver var uskyldig, hvid og skiøn,
Som Lilien i Blomsterdalen;
Og hver et Mønster for sit Kiøn.
Naar i en Rad i Riddersalen
Man disse tolv Chariter saae,
Man havde skullet sværge paa,
At det en Himmels Stierner vare;
Men ligerviis, som disses Skare
Ved Solens Ankomst ikke sees,
Saa naar i denne skiønne Kreds
Med Glands, som Øiet neppe taalte,
Prindsessens Yndigheder straalte,
Fordunkledes, forsvandt enhver,
Og hende saa man eene der.
Derfor kom og af Paladiner
En mægtig Hob i Fred og Krig,
Og hver blandt Slottets Euphrosiner
Sin Dulcinea valgte sig.
I Mangel af en Aphrodite
De viseligen dømte saa,
Man nøies maa med en Charite,
Og takke Gud, man den kan faae.
Saa nøisom, ydmyg og beskeden
Haandskriver Eginhart ei var.
Der gives somme Folk herneden,
Som al Olympens Stolthed har.
Vor Eginhart i disse Sager
Af samme Mening var som jeg:
Tag Gratien, hvo saa behager,
Naar Venus selv mig skienkes ei.
Et Aar med stille Suk og Klage
For Eginhart henslæbte sig;
Hver af det næstes lange Dage
Blev meer og meer utaalelig.
Han skuer daglig sin Tilbedte;
Den Gunst han nød af Himmelen;
Men, naar den ikke meer tilstedte,
Hvo takkede vel da for den?
Ei Elskov blot vor Helt besielte,
Og Pligten var hans Hierte kiær;
Han sine Taarer eensom fældte,
Og sukked aldrig hende nær.
Kun stille Skove saa hans Smerte;
Naar Maanen Skyen giennembrød,
Udøste han sit hele Hierte
I Lundens melankolske Skiød:
"O! Emma! — (Dødelige kaldte
Den Engel, han anraabte, saa)
Mens Suk og Taarer Stemmen qvalte:
"O! hvis du mine Qvaler saae!
"Men ak min Elskovs rene Lue
"Skal brænde skiult, useet af dig,
"Du mine Smerter ei skal skue,
"De giemte skal fortære mig!
O! Emma!" — "Emma!” svarte Lunden,
og Navnet døde qvalt paa Munden.
Saa gik den jammefulde Tid,
Som han sig ønskte, Himlen blid
Ved Døden vilde snarlig ende.
Thi ak! I Elskende! At brænde,
Og aldrig torde tolke sig!
Ei til sin Elskte turde sige:
Jeg elsker, jeg tilbeder dig —
Men nærmer hun sig, selv at vige —
Flye hendes allermindste Blik —
Flye denne Guddom, hendes Øie
Saa lokkende til Knæfald fik —
Og ikke torde sig fornøie
Med blot saa meget som man vil,
At skue den tilbedtes Smil —
O! siger I, som Elskov kiende,
Kan Dødelige giøre meer?
Han gav titusind Liv for hende,
Og flygter naar han hende seer? —
Dog snart er dette Mod forbi;
Den helligste blandt alle Flammer,
Den reneste blier Raserie
I uophørlig trøstløs Jammer.
Naar dog et Blik, et venligt Smil,
Et Haandtryk stundom vederqvæger,
Man elsker denne søde Piil,
Som ikke saarer blot, men læger.
Men, naar hvert Glimt af Trøst igien,
Som Lynet, ved dets Komme, svinder;
Naar Taarer paa de blege Kinder
Omsonst, usete, tørres hen,
Naar hver Længsel i vort Hierte,
Hver Bøn, hvert Suk umærket døer,
Naar hver Nats Drøm vor bittre Smerte
Meer uudstaaelig voldsom giør;
Naar stræbende vor Arm vil slynge
Sig om den Elsktes kielne Barm,
Naar tæt vi sammen os vil klynge
Med Bryst mod Bryst i fælles Arm,
Naar vi med voldsom Iilen stræbe
I Elskovs lykkeligste Stund
At trykke Læbe tæt til Læbe,
Udaande Sielen Mund paa Mund,
Døe qvalt i sympathetisk Flamme,
I Saligheder uden Navn,
Og afbrudt vækkes i det samme
Med — ak! med Puden i vor Favn,
For hele Dagen at begræde
Vor Drøms forsvundne Tryllerie —
Hvo bytted ikke da med Glæde
Et saadant Liv med Apathie?
Hvo ønsked ei, at kunne skienke
I Skiødet af en venlig Grav
Den Sielens alt for tunge Lænke
Igien til Jorden som den gav?
Blot Aander — Aander maae vi være,
Hvis ei, dog i det mindste Steen,
For intet jordisk at begiere.
Hans Elskov hellig var og reen;
Men reen, som Dalens Lilie
Paa uberørte Jomfru-Stengel,
Han er dog kun et Menneske,
Og Mennesket er ingen Engel.
Borttag Støvdækket, du os gav,
Igiennem Livet her at bære,
O Gud! klæd vore Siele af!
Saa ville vi og Engle være.
Imidlertid Prindsessen var
Og ikke heller ganske rolig.
Vor Plato siger: Par og Par
Steg Sielene fra Lysets Bolig;
Men skiltes ad paa Livets Bred,
Klædt’ om som Mand og som Mandinde,
Og have stundom Møie med,
Sig paa vor Jord igien at finde.
Og han har Ret. Hvor underlig
Seer man ei tidt fra fierne Zoner
Et adskilt Par at samle sig,
Som sammenstemte Vexeltoner?
Hvad andet vel end Sympathie
Giør, at de strax hinanden kiende,
At begge for hinanden brænde
Med lige Flammers Harmonie?
I Emmas unge kielne Hierte
En ukiendt Ild brød langsomt frem,
Hvis Flammer hun uskyldig nærte,
Fordi hun ikke kiendte dem.
Hun Eginhart saa gierne skuer,
Han er saa ydmyg, from og god,
Og mærker ikke selv de Luer,
Som hendes Blikke ham tilstod’;
Og, naar hans Øie hendes møder,
Fornemmer hun en bange Lyst,
Som hende til at sukke nøder,
Og hæver høit det kielne Bryst;
Og, gaaer han, banker hendes Hierte,
Som om det vilde følge med,
Som om den hele Siel begierte,
At ile til hans Opholdssted;
Og, nærmer han sig, hvilken Glæde
Opfylder atter hendes Bryst,
Som om en Aand fra Lysets Sæde
Til hende steg med al sin Lyst!
Alt hendes hele Hierte brænder,
Og, ak! den Ild ei slukkes let,
Da den Ulykkelige kiender
Ei Flammen, som fortærer det.
Naar hun i Haven eensom vanker
Omkring den blomsterkrandste Dam,
Og taus fordyber sig i Tanker,
Uvidende hun tænker — ham;
Naar hun i Søvnens Arme hviler,
Og synes i sin Phantasie,
At venlig Himlen aabnet smiler,
Er hendes Eginhart deri.
O! vidste du din hele Lykke,
Ulykkelige Eginhart!
Du skyndte dig med Lynets Fart
Din Emma til dit Bryst at trykke.
Men dydig Elskov frygtsom giør,
Dens Trælle zittrende tilbede;
Vi skielve for den Elsktes Vrede.
Den elsker ei, som alting tør.
Saa gik et Aar, saa gik et andet,
Saa gik med sekelseene Fied
Det tredie, hvis Evighed
Hans sidste Kræfter overmanded’ —
Han samler alt sit Mod engang,
Han Emma ser i Haven ene.
Men denne høitidsfulde Scene
Fortiener for sig selv en Sang.