Da jeg i Aaret 1788 udgav Subscriptionsplanerne paa Bagateller i Vers og Prosa, drømte jeg ikke om den Hovedforandring i min daværende Skiebne, som indtil nu har hindret og opholdt Udgaven af disse Smaaarbeider. En Reise til Badet i Pyrmont, som min yderlige Svaghed dengang giorde nødvendig, trak en længere Reise efter sig, og denne sysselsatte mig med saa megen anden Beskieftigelse, at jeg saae mig nødt til at opsætte Opfyldelsen af mit offentlige Løvte, for at efterkomme andre Pligter, der ikke mindre forbandt mig. Ved min Hiemkomst fandt jeg, i det jeg giennemsaae de til den lovede Udgave bestemte Stykker, at to Aars nærmere Bekiendtskab med mig selv og Verden ikke havde havt mindre Indflydelse paa den litterariske, end paa den øvrige Deel af mit Væsen. Jeg saae ikke blot, som før, Pletter i mine Stykker; men jeg saae Stykker, hvori alt var Plet, uagtet jeg dengang alt havde udvalgt, omarbeidet, forandret og forbedret dem.
Fuldbestemt, aldrig for Fremtiden at levere Publicum noget Arbeide, uden forud at have givet det al den fuldendte Runding og Glathed, det staaer i min Magt at give det, foretog jeg mig en nye og meget strængere Mynstring af mine Ubetydeligheder; og gav mig til med den yderste Flid og Taalmodighed, at uddanne dem jeg valgte.
Dette, tildeels meget kiedsomme Arbeide har kostet mig ulige mere Tid og Møie, end alt hvad der forhen (naar jeg undtager Oversættelsen af Niels Klim) under mit Navn har forladt Pressen. Faa af mine Læsere ville vide mig Tak for denne Umage, færre ville ved hurtig Giennembladen opdage den, de fleste ville maaskee henregne den til det man kalder Tidspilde — men alle disse Betragtninger fritoge mig ikke fra min Pligt: at giøre det jeg giorde, saa got, som det var mig mueligt, at giøre det.
Først efter aldeles at have tilfredsstillet min Samvittighed i denne Henseende, vover jeg at overlade disse tvende første Bind af mine Forsøg til deres endelige Skiebne. Neppe ville de kunne møde nogen strængere Bedømmelse end min egen, hvad deres Indhold angaaer: Jeg veed at det er Bagateller. Jeg vilde ogsaa have kaldt dem saa, hvis det ikke i et alvorligere Lune var faldet mig ind, at denne Titel havde noget — skal jeg kalde det søgt, skiødesløst, vildt eller alt tilhobe? — noget i det mindste, der kunde misforstaaes saaledes; og derfor besluttede at forandre den. En Bogs Titel kan fra een Side betragtet ansees som dens første Hilsen paa Publicum — og denne kan undertiden have noget saa characteristiskt, at man deraf strax slutter sig til dens øvrige Opdragelse. Er denne første Hilsen stiv, stolt, overskuende — eller modsat, skiæv, krybende og tiggeragtig, fristes man letteligen til at lade Bekiendtskabet dermed være til Ende. For at undgaae al Fare for slig Afskrækken — valgte jeg det naturligste af alt, at kalde disse Forsøg hvad de virkeligen ere, Ungdomsarbeider.
Man vil formodentligen undre sig over, at jeg i denne Samling har udeladt adskillige Stykker, der med nogen Forandring maaskee vilde have været de fleeste Læsere mindre uvelkomne, end adskillige af de optagne. Rigtig nok havde jeg ogsaa samlet en Deel Elegier, deels trykte,
deels utrykte, som de af mine Smaastykker, der udentvivl vare Lyset mindst uværdige; men disse vilde have udgiort allene et heelt Bind for sig. Af samme Aarsag findes heller ingen prosaiske Stykker indrykte. Modtagelsen af det nærværende vil bestemme, om dets Overskud skal forblive i min Pult eller ikke.
Jeg haaber, at man vil tilgive mig, om eet eller andet Stykke skulde synes alt for langt fra det Maal, Guder, Mennesker, og jeg selv satte mig i det Øieblik det faldt mig ind at dyrke Muserne. Denne Dyrkelse har hidindtil været forbunden med saa megen Kummer, afbrudt af saa mange ubehagelige Tilfælde, forstyrret af saa megen Uroe — og min Tilstand overalt været saa modsat det otium, quod carmina scribentes quaerunt, at det ikke er at undre, om den Sielsudmattelse og Legemssvaghed, hvormed jeg meer i smertefuld Krampe end i rusende Begeistring har frembragt disse Smaating, her og der stikker frem, trods al den Umage jeg har giort mig for at skiule den.