Jens Baggesen (1764–1826)

Jeg veed, at, selv naar Jordgrav-Klokken gaaer;

Udringes end ei mine Skole-Aar;

At selv bag Sirius jeg Lærling bliver.

At bryste mig af Mit er ei min Skik;

Hvad har den Rigeste, som han ei fik?

Men, hvad mig Ældre gav, jeg Yngre giver.

Jeg flyver giennem Aandelivets Luft,

Saa høit, som mig kan bære min Fornuft,

Til Tankekildens Udspring i det Reene;

Jeg skuer ei paa Dig hovmodig ned,

Men paa dit Stade, hvis dit Bedested

Er over Stierner ei, end sige Steene.

Hvis Lyset havde bleget mine Haar,

Jeg end dog aldrig brysted mig af Aar;

Hver Alder er for kort til Retfærds Krone!

Men ikke rødmer jeg ved mine Saar;

Thi fik jeg dem i Verdens Ormegaard,

Saa fik jeg dem i Kamp for Lysets Throne.

Vee Dig, hvis blot du hørte Daareglam

I Vækkelyden, du af mig fornam,

Da jeg en Tvivldom over dig kun fældte!

Men vee mig, hvis jeg maatte dig forstaae,

Naar du, som Ingenting, min Gaade saae,

Og dog i Intet saae Orions Belte!

Sandt nok, i Gaaders Gaades Tankering

At tænke Tanken selv som „Ingenting,”

Er Giætten paa en meget simpel Maade;

Men til Beviis, at den ei her slog feil,

Behøves noget meer, end Haand og Segl

Af een der giætted feil, hvergang han spaaede.

Jeg troede rigtig nok, det var mig nemt,

At følge dig i Alvor og i Skiemt,

Og ned at dale til dit Barnesæde;

Jeg sagde det, og siger det endnu —

Men knegte dig var derfor ei min Hu,

Saa lidt som nogen anden dødfødt Glæde.

Om høiere jeg staaer, end Lampens Skin,

Og om dit Lys til mit har mange Trin,

Vil ventelig opklares paa det sidste;

Men vee dig, naar du seer, at det er saa,

Hvis hvor du staaer, du dog blir ved at staae,

Og Stigen op til mig dig ei vil friste!

At Lyset boer og i min Hierneskal,

Som hist i Kiærlighedens Gaade-Hal,

Det lærte mig Hans Straalen i min Kerte;

Og at det er Hans allerførste Bud,

At Mørket skal af Lyset slettes ud,

Tiltoner mig dets Gienklang i mit Hierte.

Som Digter, stod jeg eg paa Gravsens Bred,

Var, uden Synd, mit Liv at spøge med —

Jeg selv dermed i Rim uskyldig spøger;

Men, hvad der ei tør spøges med, som Tant,

Er, hvad jeg efter Livets Skibbrud fandt

I Havnen, som du selv alvorlig søger.

See Vali! det er her mit Vidar-Svar

I Tonen, du mig selv angivet har,

Med Lyd, som ei fornægtes af mit Hierte:

Vær snar, vær seen, med Rækken af din Haand;

Men ræk mig ei den, før din egen Aand

Kan taale Lyset i min Gaades Kerte!

Jeg lod dig lege, mørke Broder min,

Indtil din Spøg paa Digterens Ruin

Gik over til en Spas med Mandens Gaade!

Da sang, da bad, da trued jeg, og svor:

Saa sandt, jeg veed, og skuer, hvad han troer,

Skal jeg ham tvinge, den med Lyst at raade!

Den Handske jeg nu eene kaster Dig,

Mens jeg beholder den, du rakte mig;

Jeg, hvis og du mig lukker end dit Øre,

Men finder jeg en Sandheds Ven i Dig,

Vil jeg med Lyst, ei blot med Mod, den føre.¹

Hvis Dig, som Skiald, som Dannemand, og Præst,

Selv midt i Striden Freden huer best,

Lad da dit Barnehierte kiærligt tale!

Mig huer, indtil Freden sluttes, Krig.

I hvor det gaaer, vi begge broderlig

I Død og Liv hinanden Gud befale!