Hin Schiller, denne Göthe paa vor Scene,
Den første hvid, som Snee, den anden luerød,
Til hvem mon nu vil række Melpomene
Den Haand, hun Danmarks Klopstock, Evald, bød?
Hun udentvivl vil Ingemann den skiænke
Før Oehlenschläger Selv at vide faaer,
Hvad hun betroede Publikum i Aar,
(Og mig i Fjor) at hun er alt hans Enke.