„Saul! Saul! hvi forfølger du mig?”
Røsten i Lyset
„Jeg er mig selv en Gaade —”
Det har jeg længe vidst;
„Til her mig selv at raade”
Hvor længe jeg har Frist?
Beroer paa Herrens Naade.
Men, Vali! først og sidst
Veed Vidar dette vist:
At, til mig selv at raade,
Som Deel af Altets Gaade,
Som Middel til sit Meed,
Dertil gav Herrens Naade
Min Giætten Evighed.
Hør, Magni! nu det Svar
Paa Svarets mørke Tale
Fra Hoved indtil Hale
Beredt alt Modi har:
Dit Navn jeg ikke kiender;
Din Styrke kun og Mod
Jeg skuer i de Hænder
Du knytter mig imod!
Hvor meget du mon vide,
Derpaa jeg ei kan lide;
Men paa din indre Kraft
Jeg fuldt Beviis har havt.
Seer ret jeg paa din Næve,
Den kan vel Mjølner hæve;
Men — hvordan svinge den?
Det lâr jeg staae derhen.
Om du, som Odins Kiæmpe,
Dit eget Mod kan dæmpe?
Det veed jeg ei endnu;
Men at jeg kiender noget
Til Ragnarokur-Sproget,
Det, Vali! mærker du!
Jeg Vali- Magni kalder
Dig — til jeg veed det Navn
Du bærer, i vor Alder,
I Rokur-Kiøbenhavn;
Hvis du engang ved Stævne
Paa Ragna-Marken mig
Vil Vidar-Modi nævne?
Jeg overlader dig.
Men — lad os selv os glemme;
(Det er vel Gaaden værdt!)
Og høre Mestrens Stemme,
Der har os begge lært!
Jeg skriger ei, som Raaber
I Gaden, hvor jeg boer;
Men synger, som jeg haaber,
I Gaaden hvad jeg troer.
Let er min Gaade neppe,
Som første beste Praas,
Sat under Haandens Skieppe,
Hvor Laas for Munden slaaes —
Hvis ogsaa Gestur blinde
Den halv i Tanke randt,
Vist Heidrek ingensinde
Dens Heelbetydning fandt!
Lidt meer end Ord maa kløve
Min Giætter, meer end lee,
Hvis for min Jomfrue-Løve
Han ei skal staae med Spee —
Tilkort Philistren kommer,
Der vil med List derfra;
Thi Vidar Heltedommer
Har ingen Dalila!
Du selv, hvo du mon være,
(Philister er du ei!)
Om og vi gik i Lære
Hidtil paa samme Vei —
Hvis du kun aner Løier
I hvad du raader halv,
Med andres Kalve pløier;
Thi min er ingen Kalv!
Thi hør du Heidrek Herre,
Hvad Gestur Ikkeblind
Tilhvisker kun de Færre
Med mindre Sands end Sind:
Min Jomfruløve knuser
Vel med en løftet Klo
Hver giættende Fremfuser
Mod hendes Truens Ro;
Men for den Fromme bliver
Den vrede Løve tam,
Og Vinket, hun da giver,
Er Blikket af et Lam.
„Kom nærmere!” det siger,
„Jeg truer ikke dig!
Hvis ei din Knælen svigter,
Din Beden giætter mig!”
Men, hvis du altsaa giætter
(Tilføier Ikkeblind)
Paa meer end „Væv for Jætter
Af Edderkoppe-Spind” —
Hvis bedre selv end Nogen,
Hvis bedre selv end jeg,
Du kiender det i Bogen,
Der over mig slaaer Streg —
Saa kiæmp mod Gestur blinde,
Som Gestur Ikkeblind,
Den fulde Priis at vinde
Paa Sangens lyse Tind!
Qvæd, som jeg qvad min Gaade,
Høit for den lave Dal
Hvad du deraf kan raade
Med mig i Bragis Sal!
Hvo veed om Herthas Ører
I Troldes Hurlumhei
To Hammerslag ei hører,
Naar eet de hører ei?
O Vali! Vali! Vali!
Smelt Nordens Iis med mig!
Hør! Vidar kalder dig!
Fald ei, som Snee, paa Sletten,
Hvor intet voxer meer!
Graalaaren under Hætten
Dig kold, som dum, beleer!
Og jeg vil meer end lyse
(Skiøndt maaskee mindre varm)
For dem, hvis Aander fryse
Selv tæt ved Solens Barm.
Lys uden Varme smelter
Ei Klippen, som du seer;
Men mørk Opvarmen ælter
Kun Dynd i Livets Leer;
Lad begge sig forene,
Som Lys og Liv fra Gud,
Til Frugten paa de Steene,
Der blødnes ei af Slud!
Held! hvis to Himmelbundne,
Som Mørket skiller ad,
I Lyset sammenfundne,
Paa Tinden sammen sad!
Tog hver sit Blad fra Læben
Til meere hellig Sang
End den, hvori min Stræben
Derefter hidtil klang —
Tog hver sit Baand fra Tungen
Til Dirren i den Qvalm,
Hvor nu kun lyder Rungen
Af brustne Klokkers Malm —
Tog hver sin Laas fra Munden
Til Trudsel i den Sal,
Hvor Stærkod giøgler, bunden,
I Larvers Bacchanal —
Tog hver sin Klam fra Struben
Til Raaben i den Ørk,
Hvor lurer Ulvens Gluben
I Frækheds Ragnamørk!
O! mon omsonst jeg støder
Med Magt i Heimdals Horn?
Er det min Broder Høder,
Der stak mig alt tilforn?
Vil han igiennemstinge
Det Liig, der blev forbrændt?
Hvad? eller vil han bringe
Mig Bud om Kampen endt?
Veed han, hvis han mig hader,
Fordi jeg er lidt skiøn,
Hvad paa mit Baal min Fader
Tilhviskede sin Søn?
Veed han, at Baldur hedder
Vidar i Ragnadamp,
Og Hødur-Vali leder
Til Slag i Surturs Kamp?
Ak! skuffer mig i Dampen
Afgrundens Lygtemand,
Sig nærmende med Lampen
Mit Lys paa Gravens Rand?
Hvad? eller steg fra Himlen
Den sande Vali ned,
Og bød i Fiende-Vrimlen
Mig venligen Guds Fred?
Det kanst du ene raade,
Der gav mig blot en Deel
Opløsning af min Gaade —
Giv mig dens Løsning heel!
Vind Prisen fra dem alle,
Der kiække samle sig
Til Raaden i min Halle!
Vind Prisen selv fra mig!
Vel kiender jeg til Bogen,
Hvorpaa du peger hen
Maaskee saa got som nogen,
Og Løsningen i den;
Men skal af den og øses
Hvad slukker Tankes Tørst,
Man gamle Seglet løses,
Og Brønden aabnes først.
Omsonst af den du venter
Allivets Kildevand,
Hvis ei din Aand det henter
Dybt med Fornuftens Spand.
Gud gav dig blot ei Hierte,
Han gav dig Hoved og!
Den Frommeste, som lærte,
Var meer end barneklog:
Vær from! han derfor byder
Ei blot, men og Vær snild!
Hvo halvt ham kun adlyder
Maa halvt og fare vild!
I Bogen over Bøger
Fandt Længslen i mit Bryst
Den Salighed den søger;
Men — næsten blot til Lyst;
Den Længsel, stilt, forøger
Min Lyst i Hiernens Vraa
Til Bogen over Bøger
Fuldkommen at forstaae.
Vel Hyrdens reene Hierte
Kan rolig slænge bort
Hvad jeg med Møie lærte
Som et unyttigt Kort;
Men Hyrdens blot, der hytter
Sig selv og Engens Lam,
Ei Hyrdens, der beskytter
Sin Hiord mod Aande-Glam!
Jeg gav, hvad den begiærte —
Den deler dette Hierte,
Som den til Himlen drog;
Men den mit Hoved deeler
Med hin, hvis Siæle-Skat
Sokrater og Aureler
Studerte Dag og Nat —
Den Bog, der Østens Blinde
Til Krybben viiste Vei;
Thi Vei jeg ei kan finde
Hvor Stiernen lyser ei.
Følg mig i Gaaden gierne,
Trods mangen Krinkelkrog —
Trods mangt et Spind af Hierne
For den, som blot er klog —
Følg mig til Qvadets Kierne!
Og du vil see den Stierne,
Der Tanken ei bedrog;
Og maaskee læse gierne
Med mig min Hovedbog!