Taus var min bratte Skræk, da nys igien i Live,
Med vækket Selskabslyst jeg ilede til Dig,
For Førstegrøden af mit Lune Dig at give,
Og, varme Hierte! fandt Dit kolde Liig.
Men, naar de Taarer har holdt op at rinde,
Hvori min Smertes qvalte Toner døe,
Skal Veemods vakte Skiald lydt reise Dig et Minde
Din Danskhed værd paa Nordens Yndes Øe.