Hvat mælti OÞinn
AÞr á bál stígi
Sialfr í eyra syni? —
Odin
Du vundet har min Priis, formastelige Giætter,
Din egen nemlig. Vel! du veed mit Nei og Ja.
Du seer mit Først og Sidst, du begge sammensætter,
Og seer din Bielke selv, din Bag, etcetera!
Men vindende min Priis, min Præmie kan feiles!
Det giælder ikke blot, til Nød, bogstavelig,
Saaledes, som jeg her med alle Træk afspeiles,
(Det giælder om, min Ven, mig giættet at forklare!
Talentet er der ei med første beste Pund;
Genier har man nok; men Genier ere rare;
Og Solen, skiøndt og det, er noget meer end rund.
„Hvo glimtede paa Dansk et evigt Minde værdig?
Hvis Priis med Evalds Priis gaaer her nu Gud iVold?”
Du giætter ganske ret: du er med Vessel færdig;
Men hvad, om Vessel her betyder Tordenskiold?
„Mit Navn er bagvendt Sob; paa den bekiendte Bane,
Hvor Kegler nylig reist omslagne finde Ro,
Jeg mellemstunder selv at ligge har den Vane!”
„Et Keglebos! maaskee vil min Collega svare,”
Men, Broder Danne-Klaus, for Bosset tag dig vare,
Hvad om jeg meente dig? Prucumbit humi bos!
Du giætter Io vist, min vaccineerte Pige,
Du giætter Eet og Null, du giætter maaskee Ti,
Men det er Masker blot for den uendelige
Symboliske Figur, mit Billed speiles i.
Det er, som Tusind selv (mærk tusind vel) og flere,
Kun Oversættelser af min Original;
De tyde mig ret got, som meget andet mere;
Men som mit Væsens Brøk, ei som dets Integral.
Hvad vil i Majestæt et Par Bogstaver sige?
Hvad Guddom kan der vel i et Par Chiffre boe?
Er noget Væsen stort, og blot i Sandsens Rige,
Der, naar man seer sig til, er adskilt, deelt i to?
Har I og O da vel paa Tryk den samme Kierne?
Har fælles Middelpunkt i Skrifter Streg og Null?
Kan Ti betegne Gud i nogen kantisk Hierne?
Og fylder Tørt og Vaadt Metaphysikens Hul?
Er i Symbolerne, du troer mig fuldt udtale,
Det mindste Nys om Kraft? og om de Viises Steen?
Den være som den vil, let eller svær at male,
Saa meget veed man dog, at den er evig een.
Hvis noget af de Træk, din Hidtilgiætten kiender,
Dig maler Tankens Flugt i tegnet Sort paa Hvidt
Til Horizontens Rand rundt omkring Verdens Ender,
Mon og paa samme Tid fra Nadir til Zenith?
Jeg tvivler. Mine Træk, som Evighedens Gaade,
Staaer ei paa Pinde just for hvert et Tidsgenie,
Skiøndt over fast hver Dør man seer dem paa en Maade,
Og uden paa hvert Huus, man ei gaaer blind forbi.
Som Architektens Plan, der Universum bygte,
Min Beenrad-Prototyp i Verdens Alfigur
Er synlig ikke blot, hvor man maa bruge Lygte,
Men giennem Mikroskop i hvert et Grans Struktur.
Mit store Tegn er størst i Mulighedens Rige;
Skiøndt nu dets fulde Kraft er kiendt af saare faa.
Min Sprog-Hieroglyph — det Figenblad allene,
Den nøgne Pallas end i Skrifter ei forsmaaer —
Udbreder samtlige Litteraturens Greene,
Dens nemlig, der endnu paa Rustans Klipper staaer.
Den er den eeneste blandt Tankernes Figurer,
Ophøiet over al gemeen Geometrie,
Der i Atomet selv maae tænkes, hvor den luurer,
Hvis og det er et Punkt, et Hul med Intet i.
Dens mystiske Gestalt, hvis ogsaa hele Resten
Af Rummets Billeder og Tegn i panisk Skræk
Forsvandt fra Syd til Nord, fra Østen indtil Vesten,
Staaer end for Aandens Blik i grændseløse Træk.
Søg dem, med Andagts Blik, med sammenlagte Hænder!
(Du sikkert uden mig kan aldrig folde dem)
Og tæl til Hundrede, hvis du dem ret erkiender,
See mig, som ingenting, lagt klarlig for dit Øie
Hvergang du aabner blot det mindste Sendebrev,
Ja! see mig tydeligst, naar du betragter nøie,
Hvis man i samme Brev ei mindste Tøddel skrev!
See mig, som Kiæmpe, reist, med Døden under Foden,
Med Armene strakt ud mod Op- og Undergang,
Med Issens Diadem høit over Middagskloden,
Mens Rummets Rustning selv min Voxen blir for trang!
Saaledes stod jeg før, maaskee for Dchemschids Blikke;
Men som et Meteor mit Billed kom og svandt;
Selv min Pythagoras og Plato raaded ikke,
Hvad Zoroaster selv en evig Gaade fandt.
End staaer jeg der, et Træ med Millioner Greene,
Thi, Rummets, Tidens Grund og Bed, i mig allene
Blev Livets Spire saaet, og Verdens Grundvold lagt.
Men skiøndt den høieste blandt himmelske Gestalter,
Skiøndt den ærværdigste for Viisdoms ældste Syn,
Skiøndt Troens største Lys paa Helligdommens Alter,
Og skiøndt det klareste blandt alle Himlens Lyn —
I Træ, i Sølv, i Guld, i Tanken, og i Tingen,
Paa Tvilling-Pillerne, og paa den eene Fod,
I Verden og i Skrift misbrugt, som jeg, er ingen
Af alle Formerne, de begge tog imod.
Til Iis forvandledes ei sielden mine Flammer,
Min Himmel-Jakobsstav i Støv man traadte paa,
Og Zeus Kronions Lyn, og As Hlorridas Hammer
Som rusten Sax og Kniv paa Kræmmerdiske laae —
Eet Offer fordrer jeg: „Min Søn giv mig dit Hierte!”
Som alt Morias Præst, vanvittig, misforstod:
Min Helt paa Golgatha dets reene Tyden lærte;
Men Ordets Sværd, som Dolk, blev ved at fordre Blod.
Min Stierne lyste klart i Mulm for Østens Viise;
Nutidens Kloge den har og i Mørket seet;
Hvad hine jubelsang, og disse prosapriise
Som Lysets største Fangst: For-Electricitet!
Sandt nok, i Gnisten selv min Guddomsstraale rammer,
Mit Storsværd kan til Braad i Fnugget snerpes ind,
Som Jovis Tordenkiil, og Thors end ældre Hammer,
Hist som et Skolebarn, her som en Pegepind;
Sandt nok, min Isis kan, Erynnis eller Charis,
Som inden fra hun sees alt efter Øiets Skik,
Staae for dig væbnet fiendsk med Retfærds Armillaris,
Og ubevæbnet huld med Naadestraalens Blik.
Sandt nok, hun skues kan i Jordens Myretue,
Paa mindste Kalvekryds af Ædderkoppens Slim,
Som i en Doppelkreds om Himlens Doppelbue
Kring Tankens Midte-Blik i Kereb-Kerebim.
Men miskiendt blir jeg dog, og Dækket falder ikke,
Naar for den reene Sands jeg end har Maske paa;
Fornuft og Følelse vor Nutid hielper ikke,
Hvis ei Forstanden seer, hvad Hiertet troede paa.
Man stikker Fingren selv omsonst i mine Vunder,
Det lærer Tvivleren, at jeg er ogsaa død;
Men Livet i min Død kun Tankens Brug udgrunder,
Ak! falmet er min Blomst i vor Oplysnings Have —
Dens Duft bortbrusede Phantastens Hurlumhei —
Fast bladløs staaer den nu kun paa de Dødes Grave;
Kun faa sig nærme den; men visnet er den ei.
Som Siælens Lægedom mig Lægers Læge roeste;
Mod Synd, Død, Diævel selv blev mit Arkenum brugt;
Nu bruger man mig meest mod Snue, høit mod Hoste;
Dog har min Nardus end ei ganske tabt sin Lugt!
Vel brugtes op og ned jeg til at dividere;
(Som jeg har intet Alt i Verden divideert)
Nu man mig bruger og til at multiplicere —
Det blev min Maskes Lod, at bruges meest forkeert.
Men see Hans Billede, hvis Almagts Himmelbuer
Omhvælvede den Jord, hvorpaa du staaer en Prik!
Hans Skygge nemlig! Thi hans Skygge blot du skuer
Gienspeilet i din Aands Anskuens indre Blik!
Jeg er det sidste Slør om Ham, den sidste Taage,
Den fineste, hvis Glands indhyller end hans Lys;
Mit Øies lyse Blik er blot det Øielaage,
Der, lukt, i Lyn paa Lyn tilvinker Mørket: Gys!
Hyl dig i Tomheds Nat, lad Intets Mørke værne
Rundt om dit eget Mulm! for Tankens indre Syn
Jeg staaer dog evig med Uendeligheds Stierne
Paa Brystet: sluk hvert Glimt, du slukker ei mit Lyn!
Lad blot Betragtning midt i Dyrekredsen tøire
Din vilde Fantasie! blik sindig op! blik ned!
Høit! dybt! vend Øiet snart til venstre, snart til høire!
Og see din Tankes Spor i din Betragtnings Fied!
Ugrændset, uden Punkt, ubredet, uden Flade,
Ulang, urummelig, som Tingens Unatur,
Mit Tegn i Verdens Bog og alle Bogens Blade
Er Underverdnens Tegn, den største Mod-Figur.
Jeg er i Lysets Bog, vi her paa Jorden kiende,
Al-Aabenbaringens ulæste sidste Blad —
Philosophiens Kald — dens Udgangspunkt — og Ende —
Den slyngte Knudes „Giæt!” og selv den løstes „Hvad?”
Thi, mærk, Oedip, og fat, og læg det paa dit Hierte,
Det sidste Spørgsmaalstegn i Enden af min Sphinx,
Der Facit er af alt, hvad jeg af Tænken lærte,
Hvert Leds Forklaring med den hele mørke Rings!
Hold med din Forsken i Uforskelighed Maade!
Slyngt Knuden raaber Giæt! og løst den raaber: Hvad?
Men for det slyngte Selv i Knudens Slør at raade,
Dig nytter lidt du veed Naturens udenad!
Tie! raaber dette Selv, naar Giæt! du troer at høre;
Dets Bud er Andagts: Knæl, og tie, Philosophie!
Selv naar dens sidste Hvad? opløses for dit Øre,
Tie, Frække! hvad jeg er kan intet Billed male,
Kun hvad jeg synes sees i Sprogets Malerie;
Mit virkelige Navn kan ingen Tunge tale;
Dets Ekko lyder selv i Himles Himle: Tie!”
Det er det store Svælg af alle Livets Kilder,
I hvis Tilværelses uendelige Dyb,
Trods Evighedens Lys og Tidens, sig forvilder
Den store Solens Aand og Jordens mindste Kryb!
Det er det skiulte Skiød, hvoraf hver Handling springer,
Omringt af evig Tvang, i Friheds Rustning ud;
Og det er Vingerne, hvorpaa sig Tanken svinger
Til alle Længslers Maal og sidste Havn i Gud!
Giæt, altsaa, raad, og nævn! det er Fornuftens Kræven,
At forske, hvor din Aand i Mulm seer mindste Lys;
Men raad og giæt og nævn, hvor Lyset slap, med Bæven!
Thi svinder ei din Tvivl i Følelse, saa gys!
Omsonst din Kundskab er, forgiæves al din Viden;
Om Gaadens Alt du fandt, du finder dog ei Roe,
Af Stiernen i din Siæl opfyldes ei med Troe!
Min Kraftfugl folder ud de fire Flugtens Vinger,
I Chaos Kiærnekim til hver en Klodes Form;
Paa langs og tværs min Rok sig uden Ende svinger
Igjennem fiirfold Nat af alle Hvirvlers Storm.
Naar udskudt af sit Rør Ideens Kugle tørner,
Igjennemsusende hver Rum-Peripherie,
Mod Grændsemuren rings om Verdens fire Hiørner,
Min Vinge stormer den i Tørningen forbi.
Jeg Tankekredsen selv i Lynen giennemfarer;
Jeg flyver længer ud end Centerflugtens Piil;
Jeg stiger mere høit end Lysets Ørneskarer;
Og slaaer i Dybet ned med meer end Tyngdens Iil.
Omfat det hele Hav af Verdner med et Blik!
Betragt hver Øe deri, det Fierne, Dybe, Høie:
Den store Skives Alt omkring dit Intets Prik!
Tag saa dets Rose bort med selv de mindste Knoppe!
Slet indtil sidste Blad hver Rummets Tøddel ud!
Sluk alle Lamperne herneden og deroppe!
Stirr i det rundt omkring gravblinde, døde Mørke,
I Sammendyngningen af Millioner Ørke
Til Afgrunds Afgrundsdyb i Evighedens Hul!
Hvad seer du, Stirrer! sig, hvad seer du? kan du raade
Min Gaades Alvordyb? hvad seer du, Stirrer? Skiælv!
Hvad seer du? Herren see til dine Blik i Naade,
Hvis i min Grundgestalt de blinde see dig selv?
Hvad seer du? Vogt dig vel for alt for snart at svare!
Min underfulde Sphinx med Ord ei spøger meer!
Hvad seer i Mørket der din Stirren? tag dig vare,
Hvis du den store Pans Beenrad kun grine seer!
Du zittrer? seer du mig? mig Sphinx, der evig stirrer
Med Dødens stive Blik paa den, der nærmer sig?
Seer du med Troens Blik, saa seer du meer end mig:
Meer end de Træk, hvori man Døde hører tale,
Meer end Figuren, der har Rummet udelukt,
Meer end det Billede, der Kraft kan eene male,
Meer end den nye Bog, jeg her dig har oplukt —
Meer end min Gaades Navn, meer end mit Tegnvidunder,
Meer end den Grundgestalt, der er min Skygge her:
Meer end hvad Viisdom selv i Evighed udgrunder —
Hvad seer du? See mig ei, hvis du din Ro har kiær!
Τι;