Lad være dødt med mig, hvad jeg har lidt og levet!
Lad i dets Grav i Ro mit aandelige Støv!
Saml ingen Blade meer af dem, jeg før har skrevet!
Lad Vinden strøe dem bort, som andet spraglet Løv!
Glem alle Toner af min Vellyst og min Smerte,
Der i dit aabne Bryst, da du var Barn, gienklang!
Glem selv, hvad end maaskee du giemmer i dit Hierte,
Hvad jeg i Uskylds Sprog, da jeg var lille, sang!
Men læs det høie Qvad, som end mig blev forundet
I Tidens mørke Larm, som Lysets ringe Tolk,
Med Tungebaandet løst og Tanken mindre bundet,
Før jeg gaaer hiem til Gud, at stamme for mit Folk!
For lidt at trylle, det maa høres flere Gange —
Det torde blot til Lyst selv være Lytten værdt —
Men naar man udenad det veed, som glemte Sange,
Saa siger man sig selv: „Du har dog noget lært!”
Thi noget lærte jeg, før jeg det lærte stamme,
Mit Øie luttredes i mangt et Himmellyn,
Mit Hierte reensedes i Lidelsernes Flamme,
Før, hvad du leder om, jeg fandt i dette Syn.
O! naar det Flammespil, som end til Støv er bundet,
Hvis Sprutten hist og her af andre Praase skyes,
Til mindste Glimt er slukt, og Røgen selv forsvundet,
Lad spille paa min Grav uhaanet dette Lys!