Vers for Prosa
Til Justitsraad Bugge
Til Justitsraad Bugge
(1798)
(1798)
Paris
Min astronomiske, min kiøbenhavnske Ven,
Som lige langt fra Himmelen og Jorden,
Og næsten lige langt fra Syden og fra Norden,
Jeg i Paris omfavned nys igien!
Forlad, at nu til Svar paa mig tilskrevne Prose,
Den knappe Tid mig blot tillader Vers.
Halvraget tømte jeg den sendte Nyhedspose,
Og slugte graadigen dens Alvor og dens Skiærts.
Det meste sidder mig endnu paa tvers
I Hiertet; thi den mindste lille Glose
Fra Hiemmet er jeg mere slugen paa,
End paa hvad andet nyt, og smukt, og sandt,
Mig meldes kan fra fremmed Kant.
Tak for Director-Navn, hvis det er ingen Skose —
Og hvis det er, saa Tak alligevel!
Saa stort, den Dag i Dag, er her hos os det Held,
Den Høihed, Herlighed og Ære,
En Directeur at være,
Qve tout le monde voudroit être un tel
Même à la tête d’une republique
Comique.
De melder mig, at man ved Peter Fredriks Død
Blev ikke sort, men bleg, og guul, og grøn, og rød;
Og at man derfor ei, blandt Følget, distingveerte
De Folk, som græd, og dem som Graad repræsenteerte —
Men Tode havde Ret; thi hele Kiøbenhavn
Kan aldrig blive sort aldeles som en Ravn;
Det skaffer ei saa let, hvor meget det end græder,
Halvtredsindstivetusind sorte Klæder —
Jeg finder derfor klogt, at man, da Suhm var død,
Blev braaget, bleeg, og guul, og grøn, og rød.
De melder mig endvidere, hvorlunde
Vor Philosoph, vor Skottballadeskald,
Vor Diplomatiker, ved dette Fald
Istemte Sørgeskraal, saa høit de kunde;
Og at, trods alle Riim paa langs og tvers,
I deres Skaal man ei fandt mindste Vers,
Der for et nogenlunde rigtigt Øre,
End sige rigtigt Hierte, lod sig høre —
Det undrer mig nu fuldt aldeles ei —
Apollo gik med Suhm formodentlig sin Vei;
Og alle Muserne, som vare der tilstede,
Har ikke kunnet giøre meer end græde.
Imens han leved, Evald, Wessel, Pram,
Storm, Thaarup, og saa mangen anden Sanger
Reed med Fornøielse paa den bevingte Ganger,
Som for det meste foredes af ham.
Jeg selv reed dengang med af ringe Kræfter,
Saa godt jeg kunde det, bag efter —
Hans Liv begeistred mangen Hans og Tøger:
Een gav han Sølv, een Guld, en anden Raad,
Een al den Punsch, han drak, een al den Steg, han aad,
Vor Nyerup Manuscript, og hele Verden — Bøger.
Hvad Under, da med ham vort Pindus stod saa fast,
At ved hans bratte Fald dets hele Hvelving brast?
Nei, tvertimod — de slette Vers af Bast,
Af Bozenhard og Riisbrigh dennesinde,
Isteden for at lægges dem til Last,
Mig kunde snart den Ting paa Ærmet binde,
At alle tre, trods alt hvad de har trykt tilforn,
Har dog af Digteraand et lille Korn;
Thi saa ret à propos at tabe reent Forstanden,
Vist forudsatte slig hos hver en anden.
Men hvad af alt mig undrer mindst, o Ven!
I Nyheds-Posen, De mig sendte,
Er, hvad jeg fandt paa Bunden, da jeg vendte
Den om igien:
Den Nyhed nemlig, at en deilig Enkefrue,
Hvis Navn for Resten De fordølger mig,
Ung, vever, vakker, hvid og rød,
Kort, blomstrende, som nylig fød,
Strax efter gamle Herr Gemalens Død
(Der talte, siger man, i Live
For længe siden alt halvfierdsindstive)
I femte Maaned har erklæret sig
Frugtsommelig —
Hvad i den siette saa desuden hver vil skue.
Sig, er det Maaneden? sig, er det Fruen? sig,
Er det Erklæringen? sig, er det Svangerheden,
Som falder Dem forunderlig?
Jeg finder alt saa ubeskrivelig
Naturligt, at, trods al min Leden,
I Tingen intet sært forundrer mig.
Sæt og at Tvillinger, og begge: Drenge,
I Tidens Fylde giøre Sagen klar —
Jeg sandlig mig derfore ei lod hænge,
Mindst her, hvor man paa sligt hver Dag Exempler har.
Hvis Fruen og, hvis Frugtbarhed mig hover,
Sig havde meldt i samme Aandedrag
Frugtsommelig paa femte Dag,
Jeg havde lidet undret mig derover.
Min Ven! jeg slutte maae. Til Straf for alle Synder,
Som jeg i Riim, og uden Riim begik:
Herr Lindal og Herr Lenz — unseeliges Geschick! —
God dam! ak! les voilà! — Messieurs ... Et Øieblik! —
Farvel min Himmelven! mit Helvede begynder.