Nærværende Samling af lette, spøgende, for det meste til Trykken ubestemte Riimbreve, synes, som den maaskee eeneste i sit Slags, meer end nogen anden, at trænge til en lille forklarende Forerindring.
Uagtet Forfatteren i strængeste Forstand endnu lever, anseer han sig dog i visse Maader, som død, og betragter især nærværende Bidrag til sit Fædrelands Litteratur, som et Efterlandeskab.
Fiernet af Skiæbnen, Gud veed for hvor lang Tid (han haaber, ikke for bestandig) fra hans Hiem, udstødt af alle hans Ungdomskredse, og løsrevet fra alle de Forbindelser, hvori han som dansk Mand og Borger umiddelbar virkede, gaaer han, saa at sige, kun igien
— i den afsides Have,
Som Fredrik vogter, Fredens Engel lig,
Og hvor hans Brødres Slægter favne sig,
I fælles Held, fra Sarpen ned til Trave.
og det er med en virkelig Giengangers veemodige Følelser, han, spøgende i nærværende Bind, giver sine elskede Landsmænd og Landsmændinder den Skygge til Priis, der, hvis Skiæbnen havde tilladt ham at blive i sit Hiem, maaskee aldrig, eller i det mindste først efter hans virkelige Død var kommet for Lyset.
Ingen veed bedre end han selv, hvor ubetydeligt, næsten intet, dette besynderlige Bidrag til den Danske Poesie er, i Henseende til Materien. Det egne, eiendommelige deri er: næsten aldeles ingen at have. Hvad Formen angaaer, da er denne ligeledes den letteste, den utvungneste, den skiødesløseste af alle tænkelige.
Man torde altsaa letteligen spørge: hvad der kan have fristet ham til at udgive disse Riimbreve? Han vil svare paa dette Spørgsmaal med barnlig Oprigtighed og mandigt Frimod.
Fortryllet af den venlige Modtagelse, der, efter en lang Fraværelse, mødte ham paa hans sidste Giengang, og rørt af Taknemmelighed for den Hiertelighed, hvormed man syntes at erindre og savne hans landflygtige Muse, ønskede han, saa meget, om det stod i hans Magt, paa nye at knytte alle dens løse Baand, og, om han end ikke endnu levende kunde spøge paa Herthas Bredde; dog spøgende at leve op paa nye mellem Fædrenelandets Sangere. Til den Ende besluttede han, istæden for at fortsætte den desuden forulykkede Udgave af hans samtlige Værker1, i nye Samlinger at træde frem igien paa en Bane, han ikke længer ansaae som endt; og for paa en Maade, at tilintetgiøre Mindet om hint Skridt, at sætte Læserne tilbage i den Tid, da det ikke faldt nogen Dansk ind, at spørge: hvis han var?
Det forekom ham, ved at samle sine deels gamle, deels nye Udarbeidelser under denne nye Synspunkt, at han ved intet passeligere end ved Udgaven af disse Flyveblade, der giennemløbe i et Tidsrum af to og tyve Aar hans hele litterariske Bane hidindtil, kunde opfriske det gamle Minde, og forberede sin nye Fremtræden. Han troede denne Overgang fra det Forbigangne til det Tilkommende i hans danske Digterliv naturlig, og, for saavidt den ikke lover meer, end han troer, i alle følgende Samlinger at kunne holde, beskeden.
Et vist overgivent morende jeg veed ei hvad gottede ham selv i disse indholdsløse Bagateller, da han, saa upartisk, som man læser fremmede Forsøg, læste dem, uden at erindres ved noget andet, end ved sin egen Haandskrift, at han selv var deres Forfatter. Han bedømmer dem af samme Aarsag, med mere Tillid, end noget andet Arbeide; og veed, at det lille Værd han tiltroer dem, er et virkeligt. Dette Værd er hin af Horaz, og alle Kunstens Mestere, anpriiste, i vore sidste Tider maaskee for lidt søgte og paaskønnede Lethed, hvormed alting siges paa en Maade, som ingen just før har sagt; men som enhver vil synes selv at kunne sige det. Dersom der i hans Modersmaal gives noget i Stil, Sprog, og Versmaal lettere, rundere, og mere flydende, har han havt Uret i at drage disse i enhver anden Henseende ubetydelige Smaadigte frem for Lyset. Men dersom hans Haab ikke skuffer ham, at mange ville finde deri, hvad han selv, uden Partiskhed har fundet, torde nærværende lille Bidrag engang erkiendes for et ikke uværdigt Offer paa Sprogets Alter.
Han behøver neppe at giøre opmærksom paa, at han i disse skiemtsomme Forsøg intet Mønster har havt for Øie; og at dette Slags Epistler, hvis de skulde dømmes værdige en lille Plads mellem andre Digtarter, aldeles tilhøre ham, som Opfinder. Enhver Kunstdommer vil letteligen ved første Blik opdage Forskiællen imellem disse Riimbreve, og hvilkesomhelst andre saa kaldte poetiske Epistler.