Kiøbenhavn, d. 11te Aug. 1818.
Imens paa Mogens Giøes og salig Dreyers Viis,
Til Kongehusets Tarv og Fædrelandets Ære
(Naturlig og til Deres egen Priis)
De lader al den Aand og al den Iis,
Vi her i Livets Nydelser undvære,
Recommandere Danmark i Paris —
Imens De der, paa Gratiernes Scene
(Hvor Kronen kun er tryg i Deres Skiød),
Nu Voght er borte, Guillaumo er død,
Og Deres Søn saa got som nyelig fød,
Som udlært Amor alt bestyrer eene —
Jeg vilde synde mod den hele Stat,
Sær mod det Kiøn, jeg aarle selv og silde
Tilbeder efter Evne, hvis jeg vilde
Dem en parisisk Tid paa siællandsk spilde
Her, i et Brev med lang og keedsom Prat,
Min Walterstorff!
Som saa begyndte just
Horaz sit seene Brev til Roms August —
Der netop blev det længste mellem alle.
Jeg lover vel, som han, at skaane Dem
For keedsom Snak om mig og om mit Hiem;
Men holder jeg det ogsaa? — Tralleralle!
Jeg frygter tvertimod nu, jeg (der længe tvang
Beskeden Hiertets Lyst) har først begyndt engang
Min Muses Flugtbesøg til Walterstorff at vende,
Den korte Compliment faaer aldrig Ende.
Som Kongelig Repræsentant
Imidlertid Dem ikke let kan møde,
Hvad ved et sligt Besøg mig hænder selv iblandt:
At keedes nemlig reent til Døde.
Vel veed jeg, at De, ædel og galant,
Vil Musen sikkert Døren Selv oplukke,
Og venlig bede hende sidde ned,
Hvor nyelig sad en vittig Yndighed —
Ja maaskee smile, naar den lille Dukke
Gîr Jomfruhiertet Luft i et Par Sukke,
Med mangt et venligt Klap paa Kind og Arm;
Men — naar for høit Dem stiger hendes Barm
Naar Complimenten bliver alt for varm —
Kan De staae majestætisk op, og bukke;
Thi, naar De vil, trods alt mit Skriverie,
Er Audientsen jo forbi.
Jeg skriver altsaa væk, som om, isteden
For et Erindringsbrev til en Mæcen
(Maaskee jeg har i Dem endnu en saadan een),
Jeg skrev et Mindebrev til Evigheden —
Der har til Høren paa min Smule Vid
Naturligviis lidt meere Tid.
Men hvad gad den og De vel gierne vide,
Naar jeg betænker mig tilsidst,
Om mig, og hvad jeg selv ei ret kan lide?
Det gad jeg overmaade gierne vidst!
Hvis før jeg havde kunnet løst den Knude,
For længe siden, skiøndt De mig ei skrev,
De havde havt, min Walterstorff! derude
Mit tredde hidtil ubesvarte Brev.
Hvad enten nemlig maaskee min er Skylden,
Der ikke veed at skatte det tilgavns,
Der nu staaer øverst i vort Nyt paa Hylden,
Hvad heller Vesterbroes og Kiøbenhavns,
Vist er det, at jeg mig lyksalig priser
Midt i min Nutid og mit Hiem,
Hvergang jeg titter i vor Hovedstads Aviser,
At jeg er ei den Mand, der skriver dem —
Jeg taer mig selv i Agt for, dem at læse,
Saa lidt som vore Digt’res Kragemaal,
Da jeg har meer end nok i vore hæse
Strandkiællingers Brolæggerstræde-Skraal.
Og sæt, der hændtes endnu eet og andet,
Som en Ambassadeur jeg gad fortalt,
Saa veed det vist, før jeg og hele Landet,
En Post forud Ambassadeuren alt.
Saaledes vil jeg sværge paa, De vide
Der i vor Verdens Hovedstad ret got
Klapjagten rundt om Søndermarkens Slot —
Vor Rigsbankstegning — Enken Agiers Qvide —
Og Wedersøes og Bispens Bankerot
(Paa hvilken sidste man dog ei kan lide,
Da kun hans Søn har levet her lidt flot
Og ved et dygtigt Givtermaal i Tide
Med Øl og Brændeviin giort alting got).
Saaledes vil jeg døe paa, man har stukket
Dem Falsens Reise til Paris herfra,
Skiøndt intet Ord jeg Dem derom har mukket,
Og rigtig nok ei heller kunde da —
Saaledes veed De sikkert med den næste,
Hvis ei med denne Post, ved Hielp af denne Pen,
Det søde Nyt (for mig, imellem os, det beste)
At Jomfrue Frydendal kan gaae igien.
Kun Eet maaskee end ei Dem meldt er blevet,
Det kunde jeg maaskee berette Dem:
At af en Reiser anden Deel er skrevet
Og trykket af en Reise til sit Hiem —
Dog, naar jeg rigtig overveier Tingen,
Saa veed jeg det aldeles ikke; thi
Da man ei læser meer hans Skriverie,
Saa veed, naar man undtager ham, det ingen.
Nyeheder altsaa fra vor Hovedbye
At sende Dem er ikke blot unødigt,
Men, da kun mig, ei Dem, de ere nye,
Keedsommeligt, og dumt og overflødigt.
At jeg har vundet min Proces til sidst,
Kan Dem interessant umueligt være,
Da Kaadheden mod mig De ei har vidst,
Og ei bør vide den — til Landets Ære.
At jeg paa Dansk lar intet trykke meer,
Men at man destomeere mig lar trykke,
Det er saa gammelt alt, at Povl og Peer
Har glemt det, og jeg selv med, til min Lykke.
Jeg lever overalt i Glemsels Skiød,
Og der er for en Danneven af Ære,
Der veed, hvor ringe var den, alt han nød,
Og den, hvorom sig videre han brød,
Naar han er ingen Nar, ret got at være.
Jeg finder mig igien i Vandet lidt,
Nu ingen Marsvin om min Harpe svømme,
Og drømmer først for Alvor Glædens Drømme
Fra den Tid, jeg blev Lykkens Eremit.
Kun Duften blæser mig for stærkt i Næsen
Af den mig fierne Vrimmels rørte Dynd;
Thi selv min tredde Sands er alt for kræsen
For det nu modens Kiøbenhavnske Væsen —
Et Træk deraf jeg kun vil male med lidt Fynd;
Det hele Jux at skildre Dem, var Synd.
Fra den Tid af, fra Fredriksberg, med Brag
Brandpile, Kugler og deslige Flyvebreve
(Saavel af Oehlenschläger som Congreve)
Nedbombarderte Byen og vor Smag —
Især fra den Tid af, hin Adam der huserte,
Lig Vindenes Monark i sin omblæste Hald,
Belønt og kronet — for sit Fald,
Slet ingen Arvesynd sig meere der geneerte.
Min Walterstorff! ja! skulde De det troe,
I dette Fredriksberg, vor Konges Bo,
I denne Søndermark, vor Dronnings Skygge,
Hvor Edens Nattergale sang saa trygge,
Hvor lutter Uskyldsengle burde bygge —
I denne Have, Paradiis saa lig,
Hvor før den hele Verden fromt spadserte,
Den samme Verden — nemlig den forkeerte —
Nu hænger eller skyder sig!
Det, synes mig, er Kronen paa vor Jammer;
Og, var jeg og i Troen ei saa svag
Som Bispen selv i sit Studerekammer,
Jeg holdt det for et Tegn paa Dommedag,
Hvortil i visse Maader høit vi trænge —
Men — det vil udentvivl med den beroe
Endnu et Par Aars Tid — vi kunne altsaa længe
Formodentlig os uden Fare hænge —
Jeg haaber, anden Troe er Overtroe.
Vor gode Konge, der, mens alting bliver værre,
Bestandig er og bliver god,
Giør som vor Herre,
Der (da han alting spildt paa vor Oplysning seer)
Med al sin Almagt dog giør ei Mirakler meer.
Gud være lovet! at jeg dem behøver ikke,
For mig at holde til min Gud,
Adlyde troeligen hans Bud,
Og til mit Brød i Vand min Konges Skaal at drikke.
Omsonst jeg altsaa i og om mig titter,
Jeg finder intet Lykkelige kiært,
End sige, Glæden selv at sende, værdt. —
Den eene sidste lille Skat, jeg hitter,
Er noget vist, som jeg alt længe veed,
De eier selv i Overflødighed —
Ifald jeg Stakkel det Dem vilde sende,
Jeg skikked Solen Ild og Skoven Brænde.
Her hvor det nemlig er saa reent forbi
Med Musers, Gratiers og Amors Rige,
At et Par Brødre — Jøder vil man sige —
Alleene handle med Galanterie —
Og, hvis og stundom een af Byens Jyder
Af ulyksalig Kiærlighed sig skyder,
Da er det midt i Heeden af vor Kuld —
Af Kiærlighed kun til det pure Guld —
Her, hvor man vel gaaer ogsaa fra Forstanden
Af Elskov ligefrem som andensteds,
Men, naar man seer sig til, er Hiernebranden
Kun Lyst til Grønt i en Skilpaddekreds —
Her, hvor med ingen Jomfrue meer, end sige
Hvad vore Fædres Fædre kaldte Møe,
Og i min Opvæxt selv jeg kaldte Pige,
Sig Musen boltre tør i Uskylds Høe,
Hvor hun som modne Frøkner maa behandle
De mindste Glutter, hun vil lege med,
Og til et hedensk Fastelavn forvandle
Da jeg var lille’s Jule-Salighed —
Her, hvor en Glut, hvis Ynde selv jeg lider,
Min næsten alleryngste Rosenbrud,
Omkaps med Generalhusarer rider,
Og sveder i det mindste Duften ud —
Her, hvor ei blot i comiske Alkover,
Men selv endog i mangt et tragisk Telt,
Hartad sin Iphigenie besover,
Mens alle skrige Bravo til hvert Saar,
Som en pedantisk Rødme fik, og faaer —
Her, hvor man Gratien saa lidet agter
(Den nemlig, som vi hylde begge to),
At man som hendes Helligdom betragter
En Madam Zincks forslidte grønne Skoe —
Her, hvor man Amors Brud saa haanlig ændser,
At Madam Liebe hende spille kan,
Og Amors Rolle selv saa over alle Grændser
Bebæer, at man den giêr til hendes Mand —
Her, hvor en Gaas, der aldrig, ufortalet,
Optræde burde paa et høvlet Bræt,
Uddeeler Rollerne til Personalet,
Og selv til Directionen, hedder det —
Her, kort, hvor Sandsen er saa ganske borte
For alt, hvad tryller kun den fine Sands,
At Livet selv, og Tiden sig at korte,
Er bleven Eet i Glædens sidste Dands —
Jeg blîr dog ved endnu, trods al den Kulde,
Trods al den Tørke, som omgiver mig,
Midt i min Høst at sværme for de Hulde,
Min Barndoms Vaar som Engle drømte sig;
Og Harpens Klang, skiøndt Veemod har forstemt’en
Til Guders Priis ved et olympisk Bal,
Lovsynger end en lille Glut paa femten,
Som alle sine Nanners Ideal.
Thi — skiøndt jeg nu, jeg Verden har omvandret
Tildeels med Vellyst, og tildeels med Gru,
Er overhovedet endeel forandret,
I Grunden er jeg den, jeg var, endnu;
Og skiøndt jeg overhov’det har paa Bagen
To Snese Aar meer end min yngste Søn,
Jeg bryder mig kun lidt om Hovedsagen,
Da jeg i Grunden dog er hiertegrøn.
Men det, hvorom jeg selv mig intet bryder,
Det bryder mangen Dame desto meer,
Der ei saa meget paa den Streng, der lyder,
Som paa Pedalen under Harpen seer —
Og lyder denne Streng nu ei om hende,
Men om en yngre, hende nok saa lig,
Hvis overhov’det da ei snart faaer Ende
Dens Klang i Grunden, saa Gud naade mig!
Spørg Falsen ad, der tidt har seet med Smerte
Mig overhov’det af ham selv beleet,
Fordi jeg har i Grunden end et Hierte,
Hvis sidste Blad han, flygtig, ei har seet —
Et Hierte, der endnu bestandig gløder
For hver Seline, der kom drømt igien,
For hver Veninde, der mig venlig møder,
Og, iblandt andet, og for ham som Ven!
Af disse Vink fra Digt’rens Himmerige,
Nu jeg har væltet af min Glædes Læs,
De seer omtrent, hvad om sig selv kan sige
Den gamle Svane mellem unge Giæs.
Eet Galskab maa jeg dog endnu tilføie,
Et senere, som Falsen selv ei veed,
Og som jeg haaber begge vil fornøie,
Nu begge see med mindre siællandsk Øie,
Mit yngste Posthumum i Kiærlighed.
Jeg var, for tredde Gang, paa nogle Dage
Reist til Beltslottet ned, mit gamle Hiem,
Da Kongen kom med Dronningen tilbage,
For der paa Broen at modtage dem.
Bestraalet der af Fredrik og hans Mage,
Fortrylt af lille Vilhelmines Smiil,
Foer atter i den Barm, der vilde vie
Sin danske Harpe Hel — og evig tie —
Den hellige Begeistrings Flammepiil.
Men — ingen Gienstand var der, værdig Pilen;
Thi Hoffet reiste, da vi havde spiist —
Og at jeg ei forlod mig paa dets Smilen,
Fordi de Tre mig smiilte, det var viist.
Jeg ledte om en Engel rundt dernede,
I hvert et Skuur og rundt i hver en Bod,
Og fandt den — (Gud! og hvilken!!!) — i den Reede,
Hvor nu et Krudttaarn, før min Vugge stod.
Min hele Himmel den alleene fatter,
Der i en Stemning, just som min, har seet,
Og med mit Øie, Commandantens Datter —
Men det er sikkert didtil aldrig skeet.
Hun kyste mig med Livets fulde Varme,
Som Møe, den Nanna nu, der første Gang
Som Barn, i hendes skiønne Moders Arme,
Indsmiilte mig min første Balder-Sang.
Alt dengang fandt jeg, intet var i Norden
Den spæde Rosenknop i Ynde lig —
Og, o! hvad var al Skiønhed nu paa Jorden,
Da, halv udspringende, hun kyste mig!
Jeg blev igien, hvad alt jeg var i Eden —
Hvad alt jeg kiælen var i Moders Skiød —
Hvortil jeg eene duer lidt herneden —
Og hvad jeg bliver — efter selv min Død!
Satirens Dur gik over (som i Brevet,
Jeg skriver her) til Kiærligheds Be-mol,
Og Følgende blev til min Engel skrevet:
"Med en parisisk lille Parasol."
Paa denne Sang der fulgte siden fleere —
Og, trods min gode Vens Qu’en dira-t-on?
Min Hersker Amor lod sig ei genere,
Men overgav sin Digter tout de bon
Til den fortryllende Schimære —
Et Teos blev mig Dannemarks Abdere
Og jeg af Democrit Anacreon.
Men — "elsker jeg da nu paa nye?" De spørger,
Og "hvis jeg elsker, elskes jeg igien,
"Hvorfor dog frem for alt en Elsker sørger,
"Der har Skiæls Aar og Alder?" Ja! min Ven!
Jeg elskes nu saa meget jeg behøver
(Thi jeg behøver overmaade lidt),
Eet Kys, foruden dem, jeg blot i Tanker røver,
Staaer — hvis jeg kommer ogsaa nok saa tidt —
Hvergang jeg kommer — mig at tage frit;
Og det er nok; thi skienkte man mig fleere,
Var jeg i Live sikkert ikke meere!
En Prosaist — der aldrig trylles ret —
Faaer aldrig nok, blir aldrig mæt,
End sige, træt;
Men en Poet, som jeg, kan overmaade let,
Naar Gratier ham ei hans Vellyst moderere —
Naar han faaer hele Summen paa eet Bræt,
Af alt for megen Salighed — krepere.
Jeg nøies, salig alt, med den, jeg har —
Et Kys, som sagt, og venligt Smiil tillige,
Fra Tid til anden i mit Himmerige,
Hvergang en lille Sang jeg digtet har
Til Danmarks Yndigste, den hulde Pige;
Hvis jeg forlangte meer, var jeg en Nar.
De spørger, "hvem hun er?" — thi (sandt at sige)
Naar De formoder, at et Barn, trods alt
Hvad jeg om Englen nyelig har fortalt,
Knap giør det, har De Ret! hun er lidt halt
Paa venstre Fod — men det er svundet alt —
For Resten er hun meer end i Gestalt,
I Ynde, Vid, og hvad man ei kan sige
Med Pensel eller Pen, aldeles uden Lige.
Maaskee hun har i Himlen her og der
En Søsterengel, ganske hendes Mage,
Der ligner hende op ad Dage,
Men det er ei i Himlen, hvor jeg er;
Thi der forstaaer hun sig saa smukt at snoe og vende,
At man seer ingen uden hende.
Det bliver mellem Dem og Falsen — som De vel
Har bedt Dem hielpe med at læse lange Brevet
(Jeg egentlig dog Dem til Moroe kun har skrevet),
For ei at læse Dem alleene reent ihiel!
Jeg i det mindste har, mens jeg lod Pennen løbe,
Giort Regning paa, han kiærligen tog fat
Med friske Kræfter, hvor De selv blev mat.
Men, hvor det gaaer, lad Ingen af dem røbe
Min sidste Surren under Amors Svøbe
Paa Riim-Epistlens gamle Kongevei —
De maa nu have læst den, eller ei!
Jeg vilde nødig, at den Spot mig skulde møde,
Man fik et Nys derom i Deres Paradiis,
Det Gratierne hellige Paris,
At jeg, som der i Livets Morgenbløde
Har offret Sangen Amors Priis —
Og i den vaade Tid, lyksaligviis,
Trods Skiæbnens Regn og Slud blev ved at gløde
Ved hvert en enkelt Straales Himmel-Møde,
At jeg, der (som De veed) selv i min Aftenrøde
Har der saa got som elsket mig tildøde —
Paa min uskyldige forunderlige Viis
Gaaer nu igien — i Kiøbenhavn — paa Iis.
Trods al den Giengang her, og skiøndt saa fage
Jeg trylles her igien i Ungdoms Dage,
Giv mig, min Walterstorff! et Nik,
Som det, jeg eengang af Dem fik —
Og med min trefold længselfulde Mage
Gaaer jeg til Dem, Paris og Marly fro tilbage.
Og nu — spring over Brevets Salt og Sand —
Spring over Spøg og Skiemt paa Gravens Rand —
Spring over Elven, som man let ei tømmer —
Og læs kun Enden, som af Hiertet strømmer:
Mens, elsket af hver Lilievand,
Mens, æret af hver Rang og Stand,
Mens, savnet af mit Fædreland,
Den hele Verden Dem berømmer,
Modtag det Hiertes Hyldest, ædle Mand!
Som intet uden Stort og Ædelt elske kan,
Og intet uden Idealer drømmer!